Sorte skyer over den globale økonomi varsler, at arbejdsløsheden hurtigt kan stige igen. Især olieprisens himmelflugt vækker bekymring.
Meget tyder på, at arbejdsløsheden overraskende er faldet med godt 5000 personer fra januar til februar i år.
Det præcise tal vil blive kendt, når Danmarks Statistik i dag offentliggør tallene for ledigheden i starten af 2005.
En af årsagerne er den milde vinter, der har holdt byggeriet i gang. Men ifølge Steen Bocian, der er chefanalytiker i Danske Bank, er det også på grund af den økonomiske konjunktur:
- I starten af et opsving kan virksomhederne klare sig ved, at medarbejderne løber lidt stærkere, og det sker typisk det første år, hvor man ser tiden an. Men den går kun i en periode, og vi er kommet til den del af opsvinget, hvor beskæftigelsen vil stige , forudser Steen Bocian overfor Børsen.
Imidlertid er det meget usikkert, hvor længe den positive udvikling i økonomi og beskæftigelse kan holde sig.
Fra flere horisonter trækker mørke skyer ind over den globale økonomi. Først og fremmest er det olieprisens himmelflugt, der vækker bekymring. Olieprisen er mere end fordoblet inden for det seneste år. I denne uge nåede prisen for en tønde råolie på verdensmarkedet op på godt 57 dollars.
- Hvis olien holder sig på det niveau resten af året, så vil det klart kunne mærkes i verdensøkonomien og i dansk økonomi. Vi vurderer, at det vil koste omkring 3000 arbejdspladser, siger senioranalytiker Jes Asmussen fra Nordea til Børsen.
Ifølge Finansministeriets beregninger skal olieprisen dog helt op på 100 dollar pr. tønde, før det får samme effekter på økonomien som under oliekrisen i 70'erne.
Imidlertid er det netop dén pris - altså 100 dollar pr. tønde - som finanshuset Goldman Sachs, har forudset at olieprisen ender på ingen længe. Goldman Sachs er verdens største oliehandelshus,
Den vigtigste årsag til de høje oliepriser er, at Kina har øget sit olieforbrug med 15,6 procent sidste år. Det er så kraftig en stigning, at olieproduktionen på globalt plan ikke kan følge med. Andre årsager til prisens himmelflugt er krigen i Irak, og politisk uro i flere store olieeksporterende lande, især Venezuela.
Danmark bliver dog ikke så hårdt ramt af den høje oliepris, som mange af de andre lande i EU. Dels fordi Danmark selv er nettoeksportør af olie, dels fordi vi har en stor eksport af vedvarende energikilder - som for eksempel vindmøller - der også stiger i pris, når olieprisen stiger.
EU-Kommissionen har netop nedjusteret sin prognose for den økonomiske vækst i eurozonen i år, fra to procent til kun 1,6 procent vækst. Hovedårsagen til den pessimistiske vurdering er den galoperende oliepris, og dollarens fald.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278