Strukturreformen er et nyliberalistisk projekt der er et markant skridt væk fra velfærdsstaten, mener LO Storbyerne og Faglig Ansvar.
- Vi skal på det kraftigste opfordre arbejderpartierne og fagbevægelse til ikke at indgå i forhandlinger om strukturreformen. Den er nyliberalisme omsat til praktisk politik og et markant skridt væk fra velfærdsstaten.
Denne opfordring kommer fra et møde mellem LO Storbyerne, LO Storkøbenhavn og Fagligt Ansvar.
- Den aftale, der ligger mellem Dansk Folkeparti og regeringen er helt klart utilfredsstillende. Vi advarer imod at man bare tilslutter sig den aftale og tager et medansvar for et forfærdeligt lovsjusk, siger Peter Kay Mortensen, formand for LO Storkøbenhavn, til Arbejderen.
Han mener ikke, at der er noget i strukturreformen, der tilnærmelsesvis kan bruges af fagbevægelsen og de tre partier i Folketinget: SF, Enhedslisten og Socialdemokratiet.
Reformen vil forringe borgernes velfærd og demokratiske indflydelse. I stedet vil den blandt andet fremme 'køb og salg som fremtidens normale samarbejdesform i det offentlige' og 'usikkerhed om finansiering i forhold til personalets tryghed i ansættelsen' udtaler LO Storbyerne og Fagligt Ansvar.
Peter Kay Mortensen mener, at tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen er trådt helt ved siden af, ved at rose strukturreformen:
- Meget af strukturreformen er faktisk meget fornuftigt. Og det er vigtig for Danmark, at den kommunalreform så også bliver udmøntet i lovgivning i det her forår, sagde Poul Nyrup Rasmussen, da han i mandags blev udnævnt som adjungeret professor ved Handelshøjskolen i København.
- Lars Løkke Rasmussen har sagt og gentager ofte, at der godt kan flyttes nogle kommaer men der ændres ikke fundamentalt ved noget. Hvad kan vi så sige ja til, siger Peter Kay Mortensen.
Fagbevægelsens opgave er at oplyse om, hvad strukturreformen fører med sig. Når den bliver ført ud i livet i kommunerne skal fagbevægelsen være der og sige fra, påpeger han.
Når befolkningen opdager, at det reelt er en afmontering af velfærdsstaten, så håber Peter Kay Mortensen at folk vil sige fra på samme måde, som de sagde fra over for Dankortgebyret på 50 øre.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278