Kassetænkningen på sundhedsområdet bliver øget med kommunalreformen, advarer professor.

Konsekvensen af kommunalreformen bliver samlet set øgede sundhedsudgifter, mere kassetænkning og øgede administrationsomkostninger på sundhedsområdet.
Det fastslår professor Kjeld Møller Pedersen fra Syddansk Universitet. Han var en af oplægsholderne på onsdagens høring om kommunalreformens økonomiske konsekvenser.
En af de ting i kommunalreformen som han hæfter sig meget ved, er den kommunale medfinansiering, hvor kommunerne skal betale sygehusregionerne i forhold til hvor mange patienter de får behandlet. Regeringen lægger vægt på dette element, som efter dens mening giver kommunerne et økonomisk incitament til at sikre effektiv forebyggelse og pleje, så indlæggelser kan undgås.
- Det er godt med en styrkelse af kommunernes indsats omkring forebyggelse og sundhedsfremme, men her er tale om økonomisk ønsketænkning, mener Kjeld Møller Pedersen.
En af hans pointer er, at kommunerne i de fleste tilfælde ikke har mulighed for at opbygge et tilbud, der kan erstatte en sygehusydelse.
- For eksempel hvis jeg bliver indlagt med en akut blindtramsbetændelse. Det kan kommunen jo ikke opbygge en alternativ behandling til.
Møller Pedersen vurderer, at kommunerne reelt kun har mulighed for at påvirke ti procent af alle sygehusydelserne. Men alligevel skal de betale for alt, hvad der ydes på sygehusene. Han forudser endeløse diskussioner mellem kommuner og regioner om betalingen.
Der er også det problem at mange af de forebyggelsesinitiativer, som kommunerne kan tage, og bør tage, koster penge her og nu, mens konsekvenserne i form af større sundhed først viser sig på langt sigt.
Kjeld Møller Pedersen understreger, at hele modellen med kommunal medfinansiering ikke er blevet analyseret, der findes ingen dokumentation for, at det vil betyde mere forebyggelse.
Han trækker et eksempel frem med en lille kommune med 20.000 indbyggere der har 4000 indlæggelser om året. Undersøgelser viser at mellem mellem to og fem procent af indlæggelserne kan undgås ved godt forebyggende arbejde. Det vil sige at kommunen kan 'forebygge' 80-200 indlæggelser om året og dermed spare mellem 320.000 og 800.000 kroner. Kommunen skal betale 4000 kroner per indlæggelse.
- Det betyder, at den lille kommune ikke en gang kan finansiere en ekstra sygeplejerske ved mindsteeffekten, påpeger Møller Pedersen, og konstaterer at det kommer der altså ikke meget ekstra forebyggelse ud af.
Til slut advarer professoren, om at det nye system kan gå ud over udvikling af nye tiltag som for eksempel behandling i hjemmet. Sygehusene kan holde tilbage med den slags initiativer, fordi det for dem vil betyde ren økonomisk tilsætning. Altså kassetænkning.
Leif Mikkelsen, Venstres medlem af spørgepanelet, nævner, at der da også er rigeligt med kassetænkning i det nuværende sundhedsvæsen. Møller Pedersen giver ham ret.
- Men spørgsmålet er om den nye ordning vil fjerne kassetænkningen eller skabe mere. Og der er ingen tvivl om at den vil skabe mere, siger han.