18 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Hver syvende mand køber sex

Hver syvende mand køber sex

Onsdag, 20. april, 2005, 00:00:00

Fordommene lever i bedste velgående, når vi taler prostitution i Danmark.dd Ny undersøgelse punkterer nogle af myterne. Den typiske sexkunde findes ikke

Det er én af konklusionerne i en ny undersøgelse, der viser, at 14 procent af de danske mænd har været på besøg hos en prostitueret. Undersøgelsen afdækker mændenes bevæggrunde for at gå til prostituerede og gør op med flere myter forbundet med køb af seksuelle ydelser.
- Det er eksempelvis bemærkelsesværdigt, at hovedparten af de mænd, der regelmæssigt besøger prostituerede, lever i parforhold. Kun otte procent er enlige, fortæller sociolog Claus Lautrup, der har foretaget undersøgelsen for Videns- og Formidlingscenter for Socialt Udsatte.
Deraf konkluderer sociologen, at kun et fåtal af sexkunderne går til prostituerede, fordi det er deres eneste mulighed for at få sex.
71 procent af de mænd der har købt sex, har gjort det én gang eller få gange. Lidt under en tredjedel køber sex regelmæssigt.
Nøjagtigt som de prostituerede kan blive mærket for livet, så kan sexkunder også få problemer som følge af deres sexkøb. Det kan være afhængighed, skyldfølelse og angst for seksuelt overførte sygdomme.
Her foreslår Videns- og Formidlingscenter for Socialt Udsatte en anonym telefon- og internetrådgivning, som skal hjælpe sexkunderne ud af deres forbrug af købesex. Samtidig peges der på en informationskampagne målrettet unge mænd samt de faggrupper, hvor flest mænd køber sex.
I bestræbelserne på at komme prostitution til livs eller begrænse dets omfang er der andre forslag i spil. KFUK`s sociale arbejde, KSA, foreslår at gøre det kriminelt at købe sex, som man kender det fra Sverige. KSA indledte mandag en kampagne i forsøget på at fremme den holdning politisk.
Umiddelbart køber socialminister Eva Kjer Hansen ikke ideen om forbud mod køb af sex. Hun mener ligefrem, at de prostituerede bliver endnu mere udsatte og mere isolerede, end de er i dag. I stedet satser hun på projektet 'Et andet liv' til 45 millioner kroner, som ministeriet er ved at sætte i søen.
- Vi skal gøre en større indsats for at nå ud til de prostituerede, så de ved, der er hjælp at hente, hvis de ønsker sig et andet liv, siger Eva Kjer Hansen.
Den idé bliver vel modtaget i Videns- og Formidlingscenteret.
- Der skal også gøres en indsats i forhold til den kultur, som danner grundlag for den blomstrende sexindustri, prostitutionen og handlen med kvinder. Det er både en etisk og social forpligtelse, siger Nell Rasmussen, leder af centrets prostitutionsområde.
Hun gør opmærksom på, at prostitution har sin rod i fattigdom og social ulighed, i samfundsmæssig og individuel ulighed mellem kønnene - økonomisk, socialt og kulturelt.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


20. apr. 2005 - 00:00   03. sep. 2012 - 19:07

Indland