24 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

VC-regering krænker selvstyre

VC-regering krænker selvstyre

Lørdag, 23. april, 2005, 00:00:00

Europarådet er på vej med en skarp kritik af regeringens kommunalreform. Den strider mod den konvention om selvstyre, som Danmark selv har underskrevet.

VC-regeringen overholder ikke de konventioner under Europarådet, som den selv har underskrevet.
Det er konklusionen i en rapport, som Europarådets regionalkomite har udarbejdet om det kommunale selvstyre i Danmark.
Stridens kerne er kommunalreformen og de nye regioner. Regionerne får nemlig ikke ret til at selv at udskrive skatter. Og de får - med enkelte små undtagelser - ikke andre opgaver end driften af sygehusene.
Begge dele er i strid med konventionen om sikring af det lokale selvstyre, vurderer Europarådets lokal- og regionalkomite, der to gange har været i Danmark, for at se nærmere på konsekvenserne af den nye kommunalreform.
Den manglende ret til at udskrive skat 'eliminerer ét af de helt basale elementer af det lokale selvstyre' hedder det i således i rapporten.
Igennem længere tid har Amtsrådsforeningen ligget i brevstrid med indenrigsministeren om netop dette emne. VC-regeringen har argumenteret med, at den omtalte konvention under Europarådet ikke vedrører de nye regioner i Danmark. Og i et brev til Amtsrådsforeningen skriver Løkke Rasmussen direkte, at VC-regeringen selv bestemmer, hvilke områder, konventionen skal dække, og Danmark kan 'undlade at beslutte', at regionerne skal høre under konventionen.
Men den nye rapport fra Europarådet er utvetydig i sin anbefaling, fortæller Inge Hyldebrandt, der er kontorchef i Amtsrådsforeningen:
- Europarådet anbefaler klart, at de nye regioner kommer ind under konventionen. Og Rådet ser ikke nogen årsag til, hvorfor de ikke skulle være omfattet af konventionen, fortæller hun til Arbejderen.
Europarådet har dog ingen sanktionsmuligheder overfor den danske regering. Og Inge Hyldebrandt forventer ikke, at indenrigsminister Løkke Rasmussen tager kritikken til efterretning.
- Hidtil har han end ikke kommenteret rapporten. Men sagens kerne er, at Danmark overtræder en konvention, som man har tilsluttet sig uden forbehold. Så på et tidspunkt må regeringen jo krybe til biddet og enten opsige konventionen, eller udtrykkeligt meddele, at Danmark vil have en undtagelse fra den, hvad angår regionerne, fastslår Inge Hildebrandt.
- Og det er jo i sig selv beskæmmende for et land som Danmark.
Europarådets rapport om den danske kommunalreform er netop godkendt enstemmigt i det institutionelle udvalg, og mangler nu blot den formelle godkendelse i plenarforsamlingen. Det sker 1.juni.
På Europarådets forsamling i november skal Lars Løkke Rasmussen så til Strasbourg og forklare, hvorfor VC-regeringen har overtrådt konventionen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


23. apr. 2005 - 00:00   03. sep. 2012 - 19:07

Indland