Ikke blot de ansatte, der har arbejdet direkte i produktionen på jernstøberierne, begyndte tidligt at få problemer med deres helbred. Det er Mogens Iversen et eksempel på.

Mogens Iversen har lært at tage én dag ad gangen.
Han var ikke fyldt 40 år, da helbredet indledte en rutsjetur i nedadgående retning.
- Det var vel i slutningen af 70`erne, jeg begyndte at skrante. Jeg fik ondt i leddene og døjede med at trække vejret, mindes Mogens Iversen.
Siden 1989 har de astmatiske anfald været så voldsomme, at medicin er blevet en livsnødvendig ledsager. I dag har astmamedicinen fået selskab af piller mod kronisk bronkitis, ledsmerter, forhøjet kolesterol og for højt blodtryk.
- Især de sidste 12-15 år har rent ud sagt været et mareridt. Men som om de elendigheder, jeg i forvejen døjede med, ikke var nok, så fik jeg i 2003 konstateret tyktarmskræft. Jeg blev indlagt akut og opereret samme dag. Min kone og datter fik besked om, at de måske ikke fik mig med hjem, og at jeg i bedste fald havde et halvt år at leve i.
- De spådomme har jeg heldigvis gjort til skamme og jeg skulle da gerne have mange gode år endnu. Men jeg indrømmer, at jeg kun tager én dag ad gangen, lyder det fra hjemmet i Christiansfeldt syd for Kolding.
Her bor han sammen med sin kone og sin hund. Den sidste har han erhvervet sig efter råd fra lægen.
- Den tvinger mig til at komme ud hver dag, og det bliver til mindst tre kilometer om dagen, siger den forhenværende industrilaborant og glæder sig over, at han foreløbig har snydt lægerne i to år.

En støvet laborant
Da Mogens Iversen fik problemer med vejrtrækningen, blev han undersøgt på Arbejdsmedicinsk Klinik i Sønderborg.
- Her mente man, at det var arbejdsrelateret. Men da man så fandt ud af, at jeg havde været ryger, så forsvandt al snak om eventuel erhvervssygdom. De så stort på, at jeg var stoppet 15 år forinden og ikke har røget siden, husker den nu 64-årige jyde.
Mogens Iversen selv er ikke i tvivl.
Han er, som hundredvis af andre tidligere ansatte på landets jernstøberier, sikker på, at mange af de helbredsmæssige skavanker kan føres tilbage til et mangeårigt elendigt arbejdsmiljø i jernindustrien.
At Mogens Iversen ikke arbejdede direkte i produktionen, ændrer ikke ved den opfattelse.
- For eksempel på Kongeaaen lå laboratoriet klods op og ned ad støberiet, hvor der nogle gange var så tæt af støv, at man ikke kunne se en hånd for sig.
Hver dag i fem år opholdt Mogens Iversen sig i den tætte støvsky i kortere eller længere perioder, når han skulle udtage prøver fra det flydende jern i de store ovne. Når han tog tid på, hvor længe det flydende jern i de store digler kunne brænde eller foretog andre målinger af jernets reaktion på de påvirkninger, det blev udsat for på sin vej gennem produktionen.
- Ingen af os spekulerede på, hvor farligt det kunne være. Vi fik nu heller aldrig noget at vide. Hvis man, som noget tyder på, har vidst, hvor farligt mangan var, så forstår jeg ikke, hvorfor vi ikke skulle vide det, lyder det en anelse bittert.
Heller ikke arbejdet i laboratoriet var specielt sundt, forsikrer Mogens Iversen. Her blev der lavet analyser af mangan og brug af organiske opløsningsmidler var en nærmest daglig ingrediens, når jernets mange egenskaber skulle testes.
- Udsugningen var ikke noget at prale med, og nogen gange var dampene så tætte i laboratoriet at vi ikke kunne se hinanden.

I bagklogskabens lys
Konsekvenserne spekulerede han ikke så meget over dengang. Tankerne er først dukket op i takt med, at den ene sygdom er kommet til efter den anden.
Mogens Iversen kan ikke lade være med at spørge sig selv, hvad mere end 30 års arbejde i jernindustrien har betydet for det liv han har i dag.
Først var der perioden på Jernstøberiet Kongeaaen fra 1965 til 1970. Turen gik der fra til Varde Stålværk for en kort visit. Det var natarbejde og passede ikke ind i familien Iversens liv.
Fra 1971 til 1993 arbejde han på Kolding Metalværk, hvor der blev arbejdet en del med bly. I 1996 vendte han tilbage til Kongeaaen. Her fik han arbejde direkte i produktionen, men efter cirka et halvt års arbejde måtte han melde pas. Kroppen stod af.
- Jeg var en tur på Arbejdsmedicinsk klinik igen i 1996-97, denne gang i Vejle. Det eneste, der kom ud af det, var en bekræftelse på, at jeg lider af kronisk bronkitis. Og så fik jeg at vide, at der intet belæg var for, at laboranter kunne have arbejdsrelateret sygdomme. Så opgav jeg. Det var som at få en spand koldt vand i hovedet, og jeg følte mig virkelig trådt på.
Både hos speciallæger og på arbejdsmedicinsk følte Mogens Iversen, at han var forsøgskanin.
En oplevelse, der ikke blev mindre af, at der ikke blev vist særlig stor interesse for at spørge ind til de konkrete arbejdsopgaver for en laborant på en jernvirksomhed.

Kampen mod systemerne
Der er ikke meget ros til de systemer, hvor det ellers hedder sig, at der skulle være hjælp at hente for folk, der bliver syge af at passe deres arbejde.
- Jeg har nærmest en følelse af, at dem, der sidder i Arbejdsskadestyrelsen, sidder der for lønnens skyld, Og så er de ligeglade med os, der er blevet syge. Jeg har det, som om de tænker: de holder jo nok alligevel ikke så længe. Ja, så bliver man bitter, indrømmer Mogens Iversen, og der bliver for første gang i løbet af interviewet en anelse stille.
Han orker ikke at tage kampen op mod systemerne. For ham er kampen for en bare nogenlunde tålelig hverdag rigeligt at slås med.
- Jeg har besluttet ikke at spekulere på det mere. Men selvfølgelig spøger det da i baghovedet, indrømmer Iversen, der har overladt sin sags videre skæbne til fagforeningen.
Han følger spændt den aktuelle sag mellem 3F og Knud Pedersen, der arbejdede i 34 år på Jernstøberiet Kongeaaen. Falder den sag ud til Knud Pedersens fordel, vil den få betydning for den stribe af lignende sager, som blandt andre 3F Kongedalen har på bedding.