Sygefravær i virksomhederne er et ledelsesproblem, mener beskæftigelsesministeren. På to år er udgifter til sygedagpenge steget med 10 procent.
150 politikere, forskere, embedsmænd og repræsentanter for virksomheder fra hele norden diskuterede mandag, hvordan man kan nedbringe virksomhedernes sygefravær.
- Et højt sygefravær er i stort omfang et ledelsesproblem. Det ved vi, fordi sygefravær er vidt forskelligt fra den ene virksomhed til den anden og fra den ene kommune til den anden, selvom de er i helt samme situation, siger beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen.
Formålet med konferencen er at skabe debat i de nordiske lande om at mindske sygefraværet og at komme med ideer til Nordisk Ministerråd.
Claus Hjort Frederiksen mener, at kommunerne kan spare mange penge ved at sætte målrettet ind. Han påpeger, at for eksempel Fredericia kommune kunne spare 30 millioner kroner i udgifter til sygedagpenge, hvis de blev lige så gode som Korsør kommune.
Regeringen vil nu gøre det lettere for virksomheder og kommuner at følge med i, hvordan sygefraværet udvikler sig i andre virksomheder og kommuner. Claus Hjort Frederiksen vil derfor lave statistikker over sygefravær og oprette benchmarkingredskaber, så virksomhederne og kommunerne kan måle sig i forhold til andre i samme situation.
Når danskerne bliver syge er der en tendens til at sygefraværet bliver længere. Udgifter til langvarigt sygefravær, over 14 dage, er steget fra næsten 8 milliarder kroner i 1995 til 11,5 milliarder kroner i 2003.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278