25 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Fem fede år

Fem fede år

Fredag, 29. april, 2005, 00:00:00

Store dele af dansk erhvervsliv tjente fedt på forretninger med nazisterne under besættelsen. Og de gjorde det frivilligt.

Steen Andersen er med i en forskergruppe, der har afdækket, hvordan danske virksomheder arbejdede sammen med den tyske besættelsesmagt i et meget større omfang og meget mere frivilligt, end historien hidtil har fortalt.
Mindst 100 danske virksomheder opererede i Nazi-Tyskland under krigen, og mindst otte af dem brugte tvangsarbejdere. De danske virksomheder var direkte med til at holde Hitlers krigsmaskine i gang.
Blandt andet brugte Århus-firmaet Jens Sørensen kz-fanger fra Neuengamme, da de i 1944-1945 ryddede op efter et allieret bombetogt over Hamburg. Entreprenørfirmaet Villadsen brugte cirka 200 krigsfanger, formentlig russere, til en oprydningsopgave efter bombardementer i Rostock. Og det københavnske entreprenørfirma Thorning-Christensen brugte 75 polske og sovjetiske tvangsarbejdere til et bunkerbyggeri i Lübeck i 1943.
Christiani & Nielsen der havde specialiseret sig inden for jernbeton, fik en ordre for tyskerne på at opføre en af syv nye aluminiumsfabrikker i Aardalen i Norge. De var af stor vigtighed for den tyske flyindustri.
Og ingeniør C. Krøyers virksomhed fik til opgave at bygge en bunker for det tyske sikkerhedspoliti i Hamborg og en ny flyveplads i Pommern. Firmaet brugte ikke færre end 800 civile sovjetiske tvangsarbejdere fra en nærliggende bevogtet lejr.
Dette er kun enkelte af de mange eksempler på dansk arbejde for besættelsesmagten som Steen Andersen har gravet frem.
'Med brug af tvangsarbejderne blev danske virksomheder en del af det nazistiske undertrykkelsesapparat,' erklærer han og slår samtidig fast, at virksomhederne ikke blev tvunget af regeringen til at udføre arbejde for værnemagten. Heller ikke fra tyskernes side var der trusler i besættelsens første år. Arbejdet blev lavet helt frivilligt. Der var nemlig store penge at hente.
Omkring halvdelen af de danske entreprenører arbejdede for nazisterne, mens den anden halvdel afslog.
Steen Andersen fastslår, at retsopgøret mod værnemagerne fusede ud.
'Alle de store gik fri. Det kræver ikke de store briller for at se, at der var politiske interesser i at beskytte dem af hensyn til produktionen i Danmark. Der var brug for dem,' konstaterer han.


Kilde:

Berlingske Tidende

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


29. apr. 2005 - 00:00   03. sep. 2012 - 19:07

Indland