Mens LO forbereder en ja-kampagne for EU-forfatningen, går aktive fagforeninger nu ud med en opfordring til at stemme nej
Lager-, Post og Servicearbejdernes Forbund i København og Metal Aarhus er blandt de fagforeninger, der på forårsgeneralforsamlingerne har vedtaget udtalelser med opfordring til at stemme nej til EU-forfatningen.
- Alt for få tager debatten om EU-forfatningen op. Det er som om folk tænker, at der er længe til folkeafstemningen. Og nogle spørger vel også, hvad det kommer fagbevægelsen ved. Men EU-forfatningen har i høj grad noget med vores hverdag, og med arbejdsmarkedet at gøre, siger Bjarne Høpner, formand for Lager-, Post og Servicearbejdernes Forbund i København.
- Vi ved jo også, at LO-ledelsen vil tage stilling i juli måned. Og rimeligt sikkert gå ud og agitere for et ja. Derfor er det vigtigt, at vi kommer på banen nu, tilføjer Bjarne Høpner
Bjarne Høpner undrer sig i øvrigt over, at LO-ledelsen planlægger en større ja-kampagne oven på et folketingsvalg, hvor den var nærmest usynlig i valgkampen.
- Men det er måske fordi de er ved at rette ind efter, at det er i EU, og ikke i Folketinget, at beslutningerne skal tages, lyder det spydigt fra fagforeningsformanden.
Aage Madsen, formand for Metal Århus, peger også på vigtigheden af at få en reel diskussion af EU-forfatningen før folkeafstemningen.
- Vi har alle sammen i bestyrelsen læst Jens-Peter Bondes læsevenlige udgave af EU-forfatningen, og diskuteret ud fra den. Og et det er et stort flertal i bestyrelsen, der står bag at anbefale et nej, understreger Aage Madsen.
Han vil gerne slå et slag for, at fagforeningens medlemmer også anskaffer sig den læsevenlige udgave.
- Den er gratis. Bare ring på EU-oplysningen på 3337 3337 og bed om at få bogen tilsendt, opfordrer Aage Madsen.
Fagforeningens opfordring til at stemme nej er også kommet ud igennem de lokale medier. For eksempel har Radio Østjylland omtalt generalforsamlings-beslutningen. Fagforeningen vil også markere sig i lokale valgmøder op til folkeafstemningen. oplyser Aage Madsen.
- Men en større nej-kampagne vil vi vente med, indtil vi kender resultatet af den franske folkeafstemning. Et fransk nej jo sætte en helt ny politisk dagsorden, siger Metal Århus` formand.
Den læsevenlige udgave af EU-forfatningen kan bestilles gratis hos EU-oplysningen på tlf. 33 37 33 37, eller hentes som pdf-dokument på euabc.dk
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278