25 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Staten klipper skaldede kommuner

Staten klipper skaldede kommuner

Tirsdag, 03. maj, 2005, 00:00:00

Udkantskommuner med store sociale udgifter og lille indtægtsgrundlag lades i stikken af regeringen.

Svendborg Kommune får kun 60 øre tilbage for hver krone der udbetales i sociale ydelser. Søllerød derimod får 5,56 tilbage for hver betalt krone.
Det viser en opgørelse over statens skæve refusion til landets kommuner, som socialforvaltningen i Svendborg Kommune har udarbejdet.
Nederst ligger Rødby, der afleverer én krone og får sølle 30 øre tilbage. I den anden ende af skalaen findes de nordsjællandske kommuner: Hørsholm Kommune får 4,75 kroner tilbage. Mens Gentofte Kommune modtager fire gange så mange penge af staten end der ryger ud.
- Systemet er uretfærdigt skruet sammen. Det er en omvendt Robin Hood. Desto højere indtægtsgrundlag en kommune har, desto mere får den tilbage i udligning. Desto lavere indtægtsgrundlag, desto mindre kompensation. Vores eneste krav er en rimelig kompensation ud fra de udgifter vi faktisk har - altså efter behov og ikke efter indtægtsgrundlag, fastslår Svendborgs borgmester Jørgen Henningsen overfor Arbejderen.
Årsagen til det skæve Danmark skyldes, at det er kommunernes indtægter - altså skattegrundlaget - der afgør hvor mange penge kommunerne får af staten - og ikke de faktiske sociale udgifter.
Alene i februar fik Svendborg 26 nye borgere på førtidspension. Over en femårig periode har kommunen udbetalt 140 millioner kroner til førtidspension, men kun fået 100 millioner kroner refunderet af staten.
- Det betyder at vi mangler 40 millioner kroner i kommunekassen. Dem kan vi kun finde ved at spare på børn, unge og ældre. Vi må ikke hæve skatten. Det kan vi selvfølgelig godt gøre alligevel, men det vil være et slag i luften, for så skal vi af med pengene igen fordi vi skal betale bod til regeringen. Derfor tvinges vi til at spare røven ud af bukserne.
Til næste år lægger Svendborg op til at skære mindst 25 millioner kroner i budgettet.
Borgmester Jørgen Henningsen har netop sendt oversigten over den sociale skævvridning til Kommunernes Landsforening. Han håber på at man her vil tage tallene med, når forhandlingerne mellem regeringen og kommunerne om næste års økonomi starter op inden længe.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


03. maj. 2005 - 00:00   03. sep. 2012 - 19:07

Indland