25 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

TIB versus skibsreder

TIB versus skibsreder

Fredag, 06. maj, 2005, 00:00:00

Skibsreder på Lolland udnytter billig polsk arbejdskraft. Sagen er blot én ud af fem til seks af slagsen i byggebranchen på øen

Onsdag morgen blev der luftet fagforeningsfaner ud for adressen Klodskovvej 95, Byskov, Eskildstrup på Falster.
Her er skibsreder Tom Bringsværd ved at få renoveret sin gård med billig arbejdskraft fra det polske firma Nova-Bau i Szczecin. Forbundet Træ, Industri, Byg, (TIB) er forarget over den holdning, som skibsrederen har givet udtryk for i de lokale medier.
- Han fralægger sig ansvaret for aflønningen. Men det er ham, der har hyret firmaet, og han har indrømmet, at han har gjort det, fordi det polske firma er billigere end et dansk, fortæller Ruben Jacobsen, TIB-formand på Lolland Falster, til Arbejderen.
- Det er udtryk for en voldsom underlødig moral. For os er det ikke i orden at udnytte de her arbejdere, vel vidende at de får flere penge, end hvis de arbejdede i Polen. For os drejer det sig, om at de undergraver vores overenskomster samtidig med, at de er i hænderne på griske danske forretningsmænd, lyder det fra en forarget fagforeningsformand.
TIB stødte første gang på de polske arbejdere den 17. marts. Mindre end en måned senere blev ejeren af Nova-Bau stillet over for kravet om at underskrive en dansk overenskomst.
Det har firmaet foreløbig ikke reageret på, og derfor har der været blokeret ved adressen siden den 20. april. Tirsdag gav LO tilsagn om at bakke op om blokaden, og sagen går nu sin slagne gang i forhold til de fagretslige regler. Om en uges tid vil blokaden være total.
- Vi må tage de midler i brug, som vi har og så se, om det kan give den nødvendige underskrift fra arbejdsgiveren. Firmaets vicedirektør, Artur Czyzewfki, påstår over for mig, at lønnen er på 1200 euro (cirka 9000 kroner) om måneden. Men jeg har snakket med én af polakkerne, og han siger, at de får fem euro i timen. Det kan være forklaringen på, hvorfor vi stadig ikke har set noget til den dokumentation på lønudbetalingen, som vi bad om den 26. april, siger Ruben Jacobsen.
Vicedirektøren afviser kravet om overenskomst med begrundelsen, at de polske bygningsarbejdere er ansat efter polske aftaler. Firmaet er tilmeldt Told&Skat, som de danske regler foreskriver, men hvorvidt firmaet også overholder reglerne om, at de ansatte skal være tilknyttet virksomheden i hjemlandet, det overlader TIB-afdelingen til politiet at finde ud af.
Der er fem-seks lignende sager på øen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


06. maj. 2005 - 00:00   03. sep. 2012 - 19:07

Indland