Malermestre kræver fagforeningen dømt for organisationsansvar, fordi de jagter illegalt arbejde
Jagten på illegalt arbejde på byggepladserne på Sjælland truer samarbejdet mellem Malerforbundet og Danske Malermestre. Malermestrene er så rasende over arbejdspladsbesøgene, at de kræver forbundet dømt for organisationsansvar.
Det får nu malernes forbund til at overveje at droppe samarbejdet med Danske Malermestre, påpeger forbundsformand Jørn Erik Nielsen over for Arbejderen.
Den konkrete sag er fra den 12. April, hvor udsendte fra Malerforbundet kontrollerede en byggeplads i Næstved. Det var tydeligt, at flere af malerne var ansat hos en af Danske Malermestres medlemmer. Men tre malere bar ikke tydelige tegn på, hvor de hørte til, så forbundets folk spurgte sig for.
Men Danske Malermestre anerkender ikke arbejdspladsbesøg af fagforeningen, og mener at Malerforbundet har generet firmaet på arbejdspladsen.
- Vi har en aftale om, at forbundet ikke kan komme på vores arbejdspladser, uden at de kontakter os først og laver en aftale. Det er fagforeningens folk, der har været ude på vores arbejdsplads, så fagforeningen har et organisationsansvar, siger direktør i Danske Malermestre, Ole Draborg, til Arbejderen.
Malerforbundet blev ved en voldgift i 1989 dømt til at kontakte Danske Malermestre, hvis de vil på arbejdspladsbesøg. Den dom holder mestrene i hævd den dag i dag. Dermed er Malerforbundet den eneste fagforening, der ikke må besøge sine medlemmer på arbejdspladserne.
Selv om det ikke er et almindeligt arbejdspladsbesøg fagforeningen har foretaget, men et besøg for at kontrollere om der er illegal arbejdskraft, mener Ole Draborg ikke, at det er i orden, at fagforeningen snakker med malerne på arbejdspladsen.
- Forbundet må lave en aftale med os, så vi kan troppe op på arbejdspladsen, siger han.
Der var tirsdag organisationsmøde mellem parterne omkring arbejdspladsbesøget. Malerforbundet erkender, at have været på arbejdspladsen, men ikke at de har generet nogen.
- Vi har mange sager, hvor vi forhindrer illegalt arbejde i at blive udført. Men det er klart, at vores folk ikke vil risikere at skulle betale flere tusinde kroner i bøde, siger Jørn Erik Nielsen.
En mulighed for at hindre flere sager i Arbejdsretten mellem Danske Malermestre og Malerforbundet er, at fagforeningen sender andre folk ind på byggepladsen, når der er malere til stede. Hvad Malerforbundet vil gøre, tager hovedbestyrelsen stilling til på tirsdag.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278