25 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

På randen af desperation

På randen af desperation

Tirsdag, 10. maj, 2005, 00:00:00

Udviste flygtninge, der er internerede i lejrene i Aunstrup og Sandholm, lever under urimelige forhold, konstant på randen af desperation og selvmord

Fredag gjorde en gruppe internerede flygtninge på Asylcenter Aunstrup oprør for anden dag i træk.
Fra myndighedernes side valgte man at reagere overfor de oprørte flygtninge ved at sætte en større politistyrke ind, og midlertidigt indsætte 26 flygtninge i detentionerne i Køge, Glostrup og Roskilde.
Speciallæge i børne- og ungdomspsykiatri Bente Rich, har arbejdet med asylansøgere i fem år, og hun forstår godt de interneredes handlinger i Aunstrup.
- Læsset er simpelthen væltet for dem. Behandlingen af deres sager tager utroligt lang tid, og al den tid går de rundt i uvished som er utroligt psykisk hårdt, fortæller Bente Rich til Arbejderen.
- Det er en gruppe af flygtninge, der er sat på kantineordningen, hvor de får tre madbilletter om dagen, og det er alt hvad de kan få at spise. Det samme gælder for deres børn, beretter Bente Rich og fortæller endvidere, at mange har svært ved at opholde sig i kantinen, på grund af den megen uro der er der.
Det er efter alt at dømme en meddelelse om afslag på asyl og dermed udvisning, der har fået gruppen af blandt andet irakiske asylansøgere til at reagere. I brevet forsøger myndighederne at lokke de udviste til at rejse frivilligt ved at love dem økonomisk hjælp. Samt beretter om hvor glade andre afviste, har været for tilbuddet.
Dette har været særligt provokerende for en gruppe irakiske kvinder, der, ifølge Bente Rich, frygter at miste deres børn, hvis de sendes tilbage til Irak.
- Der er en blandt andre en kvinde i Aunstrup, der har været på flugt i syv år, fordi hendes svigerfamilie vil tage hendes børn fra hende, på grund af hendes mands død, fortæller Bente Rich, og gør klart at det ikke er noget særtilfælde.
Det var mandag ikke muligt at få kontakt med Asylcenter Aunstrup.
Arbejderen skrev fredag om en anden interneringslejr, Sandholm lejren, hvor 15 kvinder med børn, er blevet flyttet til en gymnastiksal for at gøre plads til 20 danske fanger. De kriminelle opholder sig i Sandholmlejren, fordi der er pladsmangel i fængslerne. I gymnastiksalen lever flygtningene kun adskilt af et stykke stof, så de er tvangsindlagt til at lytte til hinandens gråd, desperation og selvmordsforsøg. Nu er ombudsmanden gået ind i sagen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


10. maj. 2005 - 00:00   03. sep. 2012 - 19:07

Indland