25 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Erhvervstop udnytter østarbejdere

Erhvervstop udnytter østarbejdere

Onsdag, 11. maj, 2005, 00:00:00

Rigmanden, Anders Moesgaard, får hjælp fra toppen af dansk erhvervsliv i misbruget af illegal arbejdskraft, afslører Malernes Fagforening i København

Danmarks største forbruger af underbetalte og illegale polske bygningsarbejdere.
Sådan lyder det lidet flatterende om direktør Anders Moesgaard, når du spørger næstformanden i Malernes Fagforening i København, Bo Rosscou.
I et hidtil forgæves forsøg på at komme rigmandens udnyttelse af billig udenlandsk arbejdskraft til livs har Malernes Fagforening kigget nærmere på Anders Moesgaards vidtforgrenede netværk af virksomheder og selskabskonstruktioner. Det viser sig, at den driftige forretningsmand ikke er alene i kampen for at undergrave løn- og arbejdsvilkårene på det danske arbejdsmarked.
- En afsløring af Moesgaards netværk afslører, at den absolutte top i dansk erhvervsliv er med i udnyttelsen af den illegale arbejdskraft, fortæller Bo Rosschou.
Det gælder Jan Tøpholm, bestyrelsesmedlem i A.P. Møller - Mærsk A/S. Han er også bestyrelsesmedlem i de fem Moesgaard-selskaber A.M. Denmark A/S, A-Huset Holding A/S, A-Huset Invest A/S, Mikkelborg ApS og T-Grunden A/S, der står bag udnyttelsen af de illegale polske arbejdere.
Anders Moesgaard har renovering i gang flere steder. For tiden har hans polske arbejdskolonne imidlertid svært ved at komme til at udføre deres arbejde, fordi den københavnske fagbevægelse har etableret blokade. Det har resulteret i, at de polske bygningsarbejdere pendler mellem adresserne Studiestræde 31, Ny Kongensgade 11, Wildersgade 15 og Fyrskib i Nyhavn i håb om at slippe uden om blokadevagterne.
Det gælder om at holde tungen lige i munden, hvis man skal holde styr på Moesgaards virksomhedskonstruktion. Personsammenfald og firmanavne vidner om stor kreativitet, og der viser sig at være flere interessante personsammenfald.
- Tag Karoly Laszlo Németh. Han er advokat for Anders Moesgaard i den verserende sag mod anklagemyndigheden, ToldSkat og Malernes Fagforening. Advokaten er samtidig medlem af bestyrelsen i Moesgaard-selskabet I/S 66 Nørre, der blandt andet står bag Studiestræde 31 ApS, lyder det fra Bo Rosschou.
I parentes bemærket er Karoly Laszlo Németh blandt stifterne af den borgerlige tænketank CEPOS sammen med de tidligere ministre Poul Schlüter og Uffe Ellemann Jensen.
Indtil videre må Malernes Fagforening desværre konstatere, at det ser ud til at kunne betale sig at udnytte illegal arbejdskraft.
På et år har den polske arbejdskolonne oparbejdet en fortjeneste til Anders Moesgaard på to millioner kroner, anslår fagforeningen.
- Moesgaard har 48 selskabs-konkurser bag sig. I flere af hans 19 aktive selskaber, som endnu ikke er gået konkurs, erklærer direktør Moesgaard de seneste årsregnskaber for 'utilfredsstillende', oplyser Bo Rosschou.
Han tvivler derfor på, at det vil lykkes myndighederne at konfiskere den ulovlige fortjeneste, også selv om en retssag på et tidspunkt skulle nå til den konklusion.
- Der skal en skærpet strafferamme til i den type sager, og politiet skal have mulighed for at foretage anholdelser for at stoppe den illegale trafik, foreslår fagforeningsmanden.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


11. maj. 2005 - 00:00   03. sep. 2012 - 19:07

Indland