Et banner kastet ud af et vindue takseres som en forbrydelse, der skal dømmes efter terrorloven
I 2003 lavede aktivister fra Greenpeace et bannerdrop mod gensplejsning fra landbrugets hovedkvarter Axelborg i København.
Den normale praksis ved sådan en aktion er, at aktivisterne får en bøde. Men nu har man fra anklagemyndighedens side besluttet at tiltale organisationen Greenpeace, efter straffelovens paragraf 306. Den blev ændret i forbindelse med terrorpakken, sådan at en organisation kan tiltales for en lovovertrædelse nogle af dens medlemmer begår.
- Vi er her ude på en tydelig glidebane mod indskrænkninger af de civile rettigheder. Vi finder det utrolig trist, at man har en lov i Danmark, der åbenbart kan benyttes i flæng på den måde, siger Mads Christensen fra Greenpeace til Arbejderen.
Greenpeace repræsenteres af advokat Sten Bech, der også er formand for foreningen af beskikkede advokater. Han finder det betænkeligt at anklagemyndigheden overhovedet rejser sagen.
- Der er meget langt fra væbnet terrorisme og så til noget så fredeligt som Greenpeace, så det burde være klart, at straffelovens paragraf 306 ikke skal bruges i et tilfælde som det her, siger Sten Bech til Arbejderen.
Da det er første gang at en sådan sag afprøves, er det svært at spå om hvad udfaldet vil blive, men Sten Bech sætter sin lid til politikerne i denne sag.
- Skulle der falde en dom, der går Greenpeace imod, regner jeg med, at politikerne går ind og ændrer på loven, så det bliver helt klart at formålet er terrorbekæmpelse, siger Sten Bech.
Både Socialdemokraterne, Enhedslisten og SF har udtrykt deres bekymring over sagen.
Fra organisationen Oprør, der blev dannet med det formål at bekæmpe terrorpakken, er holdningen klar. Oprør kalder terrorpakken for elastisk:
'Denne vilkårlighed kan ramme aktivitetsformer, der er og bør være ganske normale i et demokratisk samfund', fastslår Oprør.
Hos Greenpeace nægter man at lade sig skræmme.
- Det vil ikke betyde nogen ændring. Vi vil fortsætte med at lave aktioner, fastslår Mads Christensen.
Retssagen mod Greenpeace begynder i midten af juni måned.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278