26 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Ja-partier beroliger om direktiv

Ja-partier beroliger om direktiv

Fredag, 13. maj, 2005, 00:00:00

Servicedirektivet lever i bedste velgående og er på vej gennem EU-parlamentet, med alle tænderne i behold.

De fem partier, der står bag et ja til EU-forfatningen, lover nu, at de vil trække tænderne ud af EU`s omstridte servicedirektiv.
Det var i hvert fald meldingen, efter at de fem partier i onsdags havde været samlet til møde hos erhvervsminister Bendt Bendtsen, for at finde en fælles holdning til forhandlingerne i EU om servicedirektivet.
Ifølge Ole Sohn fra SF er partierne enige om at kræve et opgør med det såkaldte oprindelseslands-princip, der betyder, at et polsk firma kan arbejde i Danmark på polske lønninger og regler.
- Vi skal nu arbejde frem mod at få det modificeret med udgangspunkt i, at det er reglerne i landet, hvor arbejdet udføres, der skal gælde, forklarer Ole Sohn til Radioavisen.
Imidlertid blev der ikke på mødet besluttet noget konkret om, hvilke krav, der skal opfyldes, før partierne vil nikke ja til servicedirektivet. Det bekræfter Anders Friis Brorholt, der er ministersekretær for Bendt Bendtsen:
- Det er bare sonderinger . Der er ikke noget i det. Der er ikke vedtaget noget, siger ministersekretæren til Arbejderen.
Også en kilde i EU-Kommissionen siger til Jyllands-Posten, at aftalen mellem de fem ja-partier om servicedirektivet er uden reelt indhold: 'Den bygger på misforståelser og har kun til formål at berolige befolkningen op til folkeafstemningen i september', siger EU-Kommissionens mand til Jyllands-Posten.
Det er ikke kun de danske ja-partier, der har travlt med at berolige om servicedirektivet. I Frankrig erklærer præsident Chirac således, at servicedirektivet 'ikke eksisterer mere'.
Og LO forklarer i sit nye indstik i MetroXpress om EU-forfatningen, at 'forslaget (til servicedirektiv red.) bliver nu lavet fuldstændig om, så det ikke medfører social dumping. Servicedirektivets skæbne viser, at EU`s beslutningsprocedure faktisk fungerer efter hensigten: hvis mange er utilfredse med et forslag bliver det lavet om.'
Indtil videre er der dog ikke meget, der tyder på, at servicedirektivet bliver lavet om. Det behandles i øjeblikket i en række udvalg i EU-Parlamentet. Og senest har industriudvalget nedstemt et forslag om at trække det berygtede oprindelseslandsprincip ud af direktivet. Tværtimod advarer parlaments-udvalget mod, at dette princip - og dermed direktivet - bliver udvandet.
Først i september skal EU-parlamentet stemme om servicedirektivet. Derefter er det EU-Kommissionens tur. Til den tid håber EU-Kommissionen, at de mest faretruende folkeafstemninger om EU-forfatningen er vedtaget.
Hvis EU-forfatningen vedtages, kan EU`s regeringsledere beslutte at gennemføre indholdet af servicedirektivet med flertalsafgørelser. Det er ikke muligt i dag.


Oprindelseslandsprincippet:
Princippet 'indebærer, at en tjenesteyder kun er omfattet af retsforskrifterne i det land, hvor han er etableret, og at medlemsstaterne ikke må indføre restriktioner for tjenesteydelser, som udføres af en tjenesteyder, der er etableret i en anden medlemssstat. Tjenesteydere har derfor ret til at udføre tjenesteydelser i en eller flere medlemsstater uden at være underlagt de pågældende landes bestemmelser. '
Ovenstående definition er fra EU-Kommissionens oprindelige direktivforslag.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


13. maj. 2005 - 00:00   03. sep. 2012 - 19:07

Indland