26 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

3F anbefaler ja til EU-traktat

3F anbefaler ja til EU-traktat

Lørdag, 14. maj, 2005, 00:00:00

Det kommer ikke som nogen overraskelse for nej-sigerne i 3F, at et flertal på 44 medlemmer i 3F`s hovedbestyrelse anbefaler at stemme ja til EU-traktaten

Et stort flertal i 3F`s hovedbestyrelse anbefaler medlemmerne at stemme ja til EU-grundloven den 27. september.
På torsdagens møde i hovedbestyrelsen fordelte stemmerne sig med 44 medlemmer for et ja og 24 for et nej.
- Det er selvfølgelig et signal, men jeg tror mere, at det betyder noget, hvad den enkelte afdeling beslutter, lyder kommentaren fra Peter Bæk, formand for 3F Transport, Logistik & Byg, Århus.
Han har aldrig været vild med foretagendet i Bruxelles, og var da også at finde blandt de 24 nej-sigere i hovedbestyrelsen.
Forud for afstemningen havde medlemmerne fået en redegørelse fra en embedsmand fra Udenrigsministeriet. Der var afsat tid til at stille spørgsmål og debattere hans indlæg. Debat var der imidlertid ikke meget af.
- Jeg tror, at der er en indforstået holdning til, at det ikke ville rykke noget som helst. HB-medlemmerne har taget stilling, siger Århus-formanden til Arbejderen.
Hvilken stilling hans egen afdeling i Århus vil tage, bliver sandsynligvis afklaret på bestyrelsesmøde den 23. maj.
- Umiddelbart vil jeg tro, at vi er delt på spørgsmålet. Men et eller andet gør vi da. Måske ender det med, at vi beslutter at lave en oplysningskampagne, slutter Peter Bæk.
Søren Elsberg, formand for Industri-gruppen i 3F Aalborg, stemte også nej på hovedbestyrelsesmødet.
- Jeg synes ikke, at der var en reel debat. Det er jo svært at diskutere med sig selv, siger Søren Elsberg.
Nej-sigerne havde forsøgt at rejse en debat om servicedirektivet. Poul Erik Skov Christensen siger til 3F`s fagblad, at det ikke har noget med traktaten at gøre.
- Men bliver traktaten vedtaget, så kan servicedirektivet vedtages med flertalsafgørelse, hvor det i dag kræver enstemmighed. Og så hjælper det lige fedt at direktivet af taktiske grunde er lagt i mølposen for en tid, forklarer Søren Elsberg.
At afgørelsen i hovedbestyrelsen hælder overbevisende til ja-siden lægger han ikke så meget i. Der sidder medlemmer i hovedbestyrelsen, som ikke er formænd i de lokale afdelinger.
- Og så kan der jo ske det, at afdelingsbestyrelserne træffer en anden beslutning. Afdelingerne er stadig suveræne og det er her fra aktiviteterne skal udspringe, lyder det fra Aalborg.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


14. maj. 2005 - 00:00   03. sep. 2012 - 19:07

Indland