Flertallet i 3F`s hovedbestyrelse for at anbefale EU-forfatningen overrasker ikke de lokale afdelinger. De vil arbejde for informationer til medlemmerne
Torsdag i sidste uge anbefalede et flertal i 3F`s hovedbestyrelse medlemmerne at stemme ja til EU-forfatningen den 27. september.
44 medlemmer stemte for et ja, mens 24 ville anbefale et nej. At afstemningen faldt ud til fordel for forbundets ja-sigere overrasker ikke Arne Knudsen, formand for Bygge-gruppen i 3F Transport, Logistik & Byg i Århus.
- Vi fik jo en forsmag på, hvor EU-spørgsmålet bevæger sig hen i forbundet på sammenlægningskongressen. Og holdningen i hovedbestyrelsen er givet i modstrid med, hvad medlemmerne mener, siger Arne Knudsen med slet skjult hentydning til de murersvende, han repræsenterer.
Murersvendene har altid været at finde blandt de argeste EU-modstandere, og den holdning tror Arne Knudsen ikke, bliver ændret med hovedbestyrelsens beslutning. Han håber, at den nye 3F-afdeling i Århus beslutter sig for at gå aktivt ind i arbejdet for et nej til EU-grundloven.
Forbundsformand Poul Erik Skov Christensen mener, at beslutningen i HB er udtryk for, at det er blevet accepteret, at EU er kamppladsen i en stadig mere internationaliseret verden, skriver 3F`s fagblad.
- Der er ikke dramatiske ændringer i den nye traktat, siger han og fremhæver, at sociale værdier og kampen for fuld beskæftigelse har fået en mere fremtrædende plads i den nye traktat, og at traktaten lægger op til mere åbenhed og mere politisk kontrol til de nationale parlamenter.
Han mener ligefrem, at det er en styrkelse for 3F`s medlemmer, at de grundlæggende rettigheder bliver skrevet ind i forfatningstraktaten.
- Det er jo noget forbandet vrøvl, kommer det uden tøven fra Finn Sørensen fra 3F Industri & Service København.
Bliver traktaten vedtaget vil den ændre grundlæggende ved EU`s muligheder for at gå ind og bestemme regler for serviceydelser på arbejdsmarkedet. Det vil få vidtrækkende konsekvenser for det sociale område, for arbejdsmarkedet og beskæftigelsespolitikken, påpeger Finn Sørensen.
- Den vigtigste ændring i forhold til Nice-traktaten, og vel at mærke til det værre, er, at de her områder bliver tilpasset den såkaldte 'Pasarelle'. Det betyder, at beslutningerne om eksempelvis social sikring og opsigelse bliver underlagt flertalsafgørelse, hvor der før skulle være enstemmighed for ændringer, siger Finn Sørensen til Arbejderen.
Han slår fast, at traktaten ingen sikkerhed giver, når det gælder beskyttelse af de danske regler.
Finn Sørensen har lagt mærke til, at tilhængerne ivrigt bruger argumentet om EU`s sociale markedsøkonomi.
- Men jeg har endnu ikke fået svar på, hvor i traktaten man kan se, at vi får en forfatning, der sikrer en social markedsøkonomi, bemærker Finn Sørensen.
Det ville efter hans mening indebære, at der i traktaten stod noget om begrænsninger for kapitalens skalten og valten. Det gør der ikke.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278