Dårligt arbejdsmiljø får sygeplejersker til at vælge deltid. Det giver mangel på uddannet personale.
Et stort antal sygeplejersker arbejder på nedsat tid, viser en undersøgelse fra Dansk Sygeplejeråd (DSR).
3,5 ud af ti sygeplejersker over 60 år arbejder på fuld tid. For sygeplejersker under 30 år gælder det for seks ud af ti.
- Årsagerne til, at mange ældre sygeplejersker ikke arbejder fuldtids, skal helt sikkert findes i, at der i dag bliver krævet og forventet utroligt meget af sygeplejerskerne. Arbejdspresset kan blive ekstremt stort, og arbejdsdagen er ofte tidspresset og komprimeret, siger Dansk Sygeplejeråds 1. næstformand, Grete Christensen, i nyhedsbrevet Synergi.
Hun henviser til, at flere arbejdsmiljøundersøgelser viser, at sygeplejerskerne gerne vil gå på arbejde, hvis de har indflydelse på deres arbejde og deres arbejdstid.
En konsekvens af, at et stigende antal sygeplejersker drosler ned på arbejdstiden, er mangel på uddannet personale.
I dag mangler sundhedsvæsenet omkring 1.000 sygeplejersker. Det tal vil om ti år være oppe på 10.000 på landsplan, skriver Synergi.
Derfor er det nødvendigt at øge optaget på sygeplejeuddannelsen, mener Sygeplejerådet, der undrer sig over, at sygeplejeskolerne afviser kvalificerede ansøgere.
- Det giver slet ingen mening ikke at udnytte potentialet. Der er ingen tvivl om, at der blivber brug for mange sygeplejersker i fremtiden, når vi skal opfylde det politiske ønske om, at kvaliteten i vores sundhedsvæsen skal være verdens bedste, siger Aase Langvad, 2. næstformand i DSR ligeledes til Synergi.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278