26 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Bravida vil forhandle igen

Bravida vil forhandle igen

Torsdag, 19. maj, 2005, 00:00:00

En over to uger lang strejke er foreløbig afblæst. Rør- og blikkenslagerne i Bravida tager stilling til en ny aftale med ledelsen på et klubmøde mandag.

Tirsdag morgen gik de 50 blikkenslagere i servicevirksomheden Bravida igen i arbejde. Det lykkes for de ansatte at bryde firmaets såkaldte nulpolitik.
- Vi har fået en lille smule. Men intet er afgjort endnu. Vi skal have det op på et fællestillidsmandsmøde og et klubmøde på mandag, siger talsmanden, Michael.
Tillidsmand Bjørn Rosenørn Due lægger vægt på at de strejkende har fået brudt firmaets afvisning af forhandlinger.
- Det er ikke de store resultater på lønsiden vi har opnået. Vi har fået lidt på barselsaftalen og under sygdom. Men vi har vist, at vi står sammen, og vist en troværdighed over for både Bravida, men også arbejdsgiverforeningen TekniQ. Vi har fået flyttet firmaet, siger Bjørn Rosenørn Due til Arbejderen.
Tillidsmanden lægger op til, at klubberne i Bravida skal lære af konflikten. Samarbejdet imellem fællesklubberne i øst og vest Danmark skal bruges op til næste overenskomstforhandling i 2007.
- Vi har fået noget vi kan bygge videre på. Vi skal forberede overenskomstforhandlingerne i 2007. Firmaet kan ignorere 44 folk i en københavnsk afdeling, men når der sidder 1500, mand vil de lytte, siger han.
Ledelsen i Bravida har ved de sidste to lønforhandlinger nægtet at forhandle om løn- sats- og arbejdsforhold. Firmaet ville i år give 200 kroner til regulering af sygeløn til hver.
Gennembruddet for blikkenslagerne kom efter en demonstration i sidste uge, der samlede flere hundrede håndværkere fra arbejdspladser omkring København. Op mod 300 håndværkere fra 17 firmaer strejkede hele dagen i sympati.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


19. maj. 2005 - 00:00   03. sep. 2012 - 19:07

Indland