26 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

To-sprogede elever er blevet dygtigere

To-sprogede elever er blevet dygtigere

Torsdag, 19. maj, 2005, 00:00:00

Københavns Kommune ser nu resultaterne af en målrettet indsats i folkeskolen blandt de to-kulturelle.

Hovedparten af de to-sprogede børn, der sidste forår gik i 2. klasse på en københavnsk folkeskole, har godt styr på det danske sprog.
Det afslører en evalueringsrapport lavet af SFI-Survey for Pædagogisk Psykologisk Rådgivning i Københavns Kommune.
Hele 87 procent var gode eller nogenlunde gode til at forstå de danske ords betydning, mens cirka 80 procent af børnene havde god eller nogenlunde læseforståelse.
Tallene glæder uddannelses- og ungdomsborgmester Per Bregengaard (EHL).
- Undersøgelsens resultat adskiller sig markant fra PISA-undersøgelsen, der evaluerede elever i 9. klasse, hvor der var tydelig forskel på de tosprogede og de danske elevers læsefærdigheder, siger han.
PISA viste, at halvdelen af de tosprogede forlader folkeskolen uden at kunne læse og skrive dansk. De elever, som deltog i PISA-undersøgelsen begyndte i børnehaveklasse i 1993.
- Den gang var der ingen systematisk sprogstimulering i førskolealderen, ingen skoler organiserede klasserne efter sproggrupper, og der var ikke gjort den samme indsats i forhold til lærernes efteruddannelse inden for tosprogede elevers indlæring i dansk som andetsprog, som der har været de sidste år, forklarer borgmesteren.
Undersøgelsen i Københavns Kommune omfattede 117 tosprogede børn, der er født 1995. Det var således det første hold, der kunne modtage sprogstimulering i fuldt forløb fra 1999 til 2001, hvor de begyndte i børnehaveklasse. 43 procent af børnene havde modtaget sprogstimulering enten i eller uden for dagtilbud.
- Jeg mener, at det er vigtigt, at vi har haft fokus på indskoling. Skolestarten er blevet bedre for de tosprogede elever. Sprogstimulering og den kendsgerning, at langt flere tosprogede har gået i børnehave, har også betydet, at børnene i dag begynder i skolen med væsentligt bedre danskkundskaber, siger Per Bregengaard.
Københavns Kommune vil nu flytte fokus til skolens mellemtrin og udskoling.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


19. maj. 2005 - 00:00   03. sep. 2012 - 19:07

Indland