Kampen mod EU-forfatningen og den fortsatte enhedsproces var de vigtigste punkter, da Landsledelsen holdt møde sidste weekend.
Kampen mod EU-forfatningen og den fortsatte enhedsproces mellem kommunisterne var de vigtigste punkter, da DKP/ML`s Landsledelse holdt møde i lørdags.
Opbygningen af Borgerinitiativet og Nej-kampagnen som er en paraply for alle nej-bevægelser har været en af partiets hovedprioriteter i den sidste tid. Det går fremad og der er ved at komme skred i de lokale initiativer, men tempoet er ikke for højt.
Også Ungdomskampagnen, Unge mod EU-forfatningen, er kommet godt fra start. Der er nu lokale grupper i København, Århus og Aalborg og planer om udbygning i Odense, Svendborg, Silkeborg og Horsens.
Over alt er en afventende holdning i forhold til den franske afstemning, sagde Karen Sunds fra EU-udvalget.
- Vi håber på et nej i både Frankrig og Holland, men intet er afgjort endnu. Uansat om det bliver et fransk ja eller nej, har nej-kampagnen i Frankrig lagt vigtige spor ud. Det er blevet klart at det er en kamp mod den neoliberale forfatning, mod markedskræfternes forfatning, påpegede Karen Sunds.
Jan Mathisen fra Fagligt Udvalg kom ind på de kampe, som udvikler sig over hele landet omkring udstationeringsdirektivet og øst-aftalen. Han slog fast, at det er vigtige principielle kampe,
- Vi skal støtte de lokale kampe mest muligt og arbejde for, at de bliver sat i forhold til forfatningsafstemningen, sagde Jan Mathisen.
Også DKP/ML`s egen indsats i forfatningskampen blev vendt. Partiet vil udarbejde materiale, hvor der specielt lægges vægt på EU som kapitalens og imperialismens projekt.
Landsledelsemødet var det første siden DKP/ML`s landsmøde den 22. april. Her blev det besluttet at foreslå KPiD, at landsledelserne nu påbegynder udarbejdelsen af et fælles forslag til principprogram for et nyt kommunistisk parti.
- Fra dette landsledelsesmøde vil vi kunne afslutte arbejdet med tre vigtige arbejdspapirer, som vil konkretisere beslutningerne fra vores landsmøde. Et forslag til kommissorium for en fælles programarbejdsgruppe mellem KPiD og DKP/ML. Et forslag om det nye kommunistiske partis internationale kontakter og et forslag om det nye kommunistiske partis forhold til sin egen bevægelses historie, sagde Jørgen Petersen, formand for DKP/ML, i sin indledning til debatten.
- Desværre har det endnu ikke været muligt at holde et fællesmøde mellem vores to partiers ledelser, men vi ser frem til at det kan afholdes i den nærmeste fremtid. Ligeledes har der været afholdt et planlægningsmøde i forhold til Rød Sommerlejr, som vi forventer igen vil blive arrangeret af de to partier. Det afgøres endeligt på KPiD`s landsledelsesmøde den 11. juni. Samtidig har KPiD for første gang inviteret os til at være medarrangør af K-festivalen, sagde Jørgen Petersen.
Landsledelsen behandlede og vedtog de tre papirer, der efterfølgende er fremsendt til KPiD`s landsledelse. Ligeledes besluttede Landsledelsen at takke ja til K-festivalen, i forventning om at der kan opnås enighed om et politisk grundlag og en samarbejdsaftale omkring festivalens program og praktiske afvikling.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278