27 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Fodfejl medfører bøde

Fodfejl medfører bøde

Torsdag, 02. juni, 2005, 00:00:00

Anklagemyndigheden har endnu ikke taget stilling til om de vil anke dommen mod Lars Thye, som blev frikendt for at have omgået Østaftalen.

Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen er glad for Byrettens dom imod Lars Thye om brug af udenlandsk arbejdskraft.
Ministeren konstatere at man ikke kan omgå østaftalen gennem fiktive udstationeringer af for eksempel polske håndværkere.
- Dommen underbygger vores hidtidige indsats. Den er et klart signal til virksomhederne om, at de skal sikre, at arbejdstagere fra de nye EU-lande har et lovligt opholdsgrundlag, når de arbejder i Danmark, siger Claus Hjort Frederiksen.
Samme klare opfattelse har anklagemyndigheden dog ikke. Man kan godt sige at Lars Thye blev frikendt for at ville omgå østaftalen, mener politiassessor Ebbe Arendtoft på Københavns Politigård.
- Vi har fået medhold i det rent juridiske i, at det pågældende polske selskabs aktiviteter ikke er omfattet af udstationeringsdirektivet. I den pågældende sag skulle de ansatte have haft arbejdstilladelse. Det blev lagt til grund at det var et reelt firma i Polen. Vores holdning er stadig, at det polske selskab er et proforma-selskab. Men byretten mente ikke vi kunne løfte bevisbyrden, siger Ebbe Arendtoft til Arbejderen.
Politiet tager først i næste uge stilling til om de vil anke dommen.
Lars Thyes forsvarsadvokat, Henrik Brandt, vil ikke udtale sig til Arbejderen om, hvor vidt han vil anke dommen. Men gennem sin sekretær gør han opmærksom på, at Lars Thye kun er dømt i nogle af anklagerne.
Det polske firma On Time Construction blev oprettet den 7. juni 2004 af forretningsmanden Lars Thye. Umiddelbart efter blev polske håndværkere sendt til Danmark for at renovere ejendomme i København.
Af byrettens dom fremgår det, at Lars Thye begik en enkelt fodfejl i forhold til den danske fortolkning af udstationeringsdirektivet. De udstationerede polske arbejdere blev ansat på tidsbegrænsede kontrakter. Derfor mener retten, at de var løst tilknyttet firmaet og skulle have haft en arbejdstilladelse. Var de blevet fastansat, kunne de udstationeres uden opholds- og arbejdstilladelse.
Socialdemokratiet ønsker efter dommen et mere intensivt samarbejde med myndighederne i de nye østlande om bevisførelsen og højere bøder. Det vil arbejdsmarkedsordfører for socialdemokratiet Thomas Adelskov foreslå når partierne bag østaftalen mødes i næste uge.
Enhedslistens arbejdsmarkedspolitiske ordfører, Jørgen Arbo-Bæhr, kalder dommen en sejr for Malernes Fagforening og fagbevægelsen, men mener, at bødestørrelsen er en skandale.
- Så lille en bøde betyder, at det stadig kan betale sig at bryde loven, selv om man efterfølgende bliver dømt, siger Arbo-Bæhr.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


02. jun. 2005 - 00:00   03. sep. 2012 - 19:07

Indland