Ledelsen på Hillerød Sygehus pålægger de ansatte at finde besparelser på ti millioner kroner
Fredag blev de ansatte på afdelingerne, tilknyttet den gynækologiske enhed på Hillerød Sygehus, informeret om ledelsens planer for besparelser på ti millioner kroner.
Der lægges op til omstruktureringer på fødegangen, barselsafdelingerne og den gynækologiske sengeafdeling for at sikre en overholdelse af budgetterne, som ledelsen forklarer situationen.
- Spørgsmålet er, om budgetterne nogensinde har været store nok. Vi har i forvejen en lønpulje, der for min egne faggruppes vedkommende er for lille i forhold til antallet af ansatte, lyder kommentaren fra Vinni Jacobsen, tillidskvinde for de 26 social- og sundhedsassistenter på de berørte afdelinger.
Hun hæfter sig ved, at der på informationsmøderne blev sagt, at der i første omgang ikke bliver tale om afskedigelser blandt jordemødre og assistenterne.
- Men det her bliver ikke nemt. Overarbejde og tilkaldevagter skal minimeres. Lokalaftalen, der har givet os et ekstra tillæg ved vagter ud over det normale, bliver opsagt. Vi skal ind og se på blandt andet tilrettelæggelsen af vagter. Jeg kan godt have mine tvivl om, hvorvidt de kan tilrettelægges bedre, end de bliver i dag, især på akutafsnittet, siger tillidskvinden til Arbejderen.
Det har længe svirret i luften, at der skulle findes kroner på 2005-budgettet, men indtil i fredags har ledelsen holdt kortene tæt til kroppen. De ansatte har ikke været inddraget i processen.
- Det kan godt undre, at en ledelse ikke inddrager sit personale, når der er tale om omstruktureringer på arbejdspladsen i det omfang, som der er tale om her, siger Dorte Steenberg, formand for Dansk Sygeplejeråd i Frederiksborg Amt.
Nu bliver de ansatte imidlertid inddraget. Planen er, at en række arbejdsgrupper skal konkretisere besparelserne, så de kan træde i kraft med virkning fra den 1. september.
- Nu kaster vi os over opgaven, og jeg må forsøge efter bedste evne at varetage mine kollegers interesser. Men jeg kan mærke allerede nu, at mine kolleger er rigtig kede af det. De skal flyttes rundt, og det giver utryghed. Samtidig håber de på, at de ved at være fleksible kan være med til at sikre så mange hoveder som muligt på afdelingerne. Nogle tilbyder at gå ned i tid og andre at tage orlov, slutter Vinni Jacobsen, der forudser en svær tid på en ellers udmærket arbejdsplads.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278