19 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Intet bredt forlig på socialområdet

Intet bredt forlig på socialområdet

Torsdag, 02. juni, 2005, 00:00:00

Regeringen spiller hasard med handicappede børn og unge, mener Socialpædagogernes Landsforbund.

Formanden for Socialpædagogernes Landsforbund (SL) er meget ærgerlig over sammenbruddet i forhandlingerne om den sociale del af Kommunalreformen. Nu er der lagt op til, at regeringen og Dansk Folkeparti kører det oprindelige forslag igennem.
- Regeringen spiller hasard med nogle af samfundets mest sårbare borgere, lyder Kirsten Nissens umiddelbare kommentar.
SL har i flere høringssvar udtrykt bekymring for, om de 99 nye kommuner vil blive i stand til at løfte alle de stærkt specialiserede sociale opgaver, som amterne i dag tilbyder handicappede børn og unge.
- Socialministeren begrunder sammenbruddet med, at Socialdemokraterne og Radikale mangler tiltro til det kommunale selvstyre. Men ser man på hele debatten om folkeskolen, tyder den jo på, at regeringen ikke engang selv har tiltro til det kommunale selvstyre. Hvorfor skulle tiltroen være større, når det gælder specialiserede opgaver som handicappede og socialt udsatte børn og unge, spørger Kirsten Nissen.
Socialdemokraternes ordfører på det sociale område, Mette Frederiksen, begrunder sammenbruddet i forhandlingerne med blandt andet uenighed om den økonomiske model for området. Socialministeren ønsker, at kommunerne fremover skal betale de første 800.000 kroner, før staten træder til med refusion af udgifterne. I dag får en kommune refusion af staten, når de sociale udgifter overstiger 400.000-600.000 kroner.
- Det her betyder altså, at en kommune ikke får refusion for et barn på en døgninstitution, som typisk koster 800.000 kroner om året. Jeg frygter, at en kommune kan finde på at sende et sådan barn et sted hen, hvor det ikke skulle være, for at spare penge. Det er ikke i orden, siger Mette Frederiksen til Nordjyske Stiftstidende.
Frygten for at kommunalreformen vil betyde dårligere og langt mindre specialiseret hjælp til de handicappede deles af De Samvirkende Invalideorganisationer (DSI). DSI gør opmærksom på, at en rigtig dyr enkeltsag inden for handicapområdet let kan koste en million kroner, og det vil være en udgift, der virkelig kan mærkes på et kommunalt budget.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


02. jun. 2005 - 00:00   03. sep. 2012 - 19:07

Indland