27 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Smede udskiftes med litauere

Smede udskiftes med litauere

Torsdag, 02. juni, 2005, 00:00:00

Bestyrelsen for Randers havn vil ikke stille krav om, at danske overenskomster bliver overholdt i havnen. Og det vil byrådet heller ikke.

Dansk Metal i Randers er stærkt utilfreds med, at rederen Rohde Nielsen, der hidtil har stået for uddybningen af Randers havn, har fyret de danske søfolk og i stedet ansat litauere.
Rohde Nielsen har det meste af gravearbejdet i de danske havne. Det er et international firma med hovedadresse i Amsterdam.
Litauerne bliver aflønnet med en dagløn, der svarer til halvdelen af de dagpenge, de danske søfolk nu skal leve af. Men det mener formanden for havnebestyrelsen, det konservative medlem af byrådet, entreprenør Karsten Skjødt-Jakobsen, ikke er noget problem.
- Jeg kender ikke sagen og har ikke sat mig ind i den. Næste gang sender vi formentlig opgaven i EU udbud. Det er i 2008. Så vil vi følge den lovgivning, der er på området til den tid, siger Karsten Skjødt-Jakobsen til Arbejderen, og henviser til, at han ikke vil gå imod en byrådsbeslutning.
Randers Byråd afviste i december 2004 at danske overenskomster skal gælde ved udbud af offentlige anlægs- og byggeopgaver. Beboerlisten og Socialdemokraterne havde stillet forslag om, at kommunen ved udbud af arbejdsopgaver skulle stille krav om, at arbejdet udføres på danske overenskomster.
Dansk Metal opfordrer nu byrådet til at træffe en ny beslutning. Randers har brug for udvikling, et godt omdømme og et arbejdsmarked, der kan tiltrække seriøse virksomheder, påpeger formanden for Dansk Metal Randers, Henrik Leth.
Arbejderen ville gerne have spurgt firmaet Rohde Nielsen om, hvorfor de danske søfolk er blevet udskiftet med litauere. Men sekretæren på firmaets danske adresse i Nyhavn i København vidste ikke, hvem hun skulle stille om til, og opfordrede til at ringe en anden dag.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


02. jun. 2005 - 00:00   03. sep. 2012 - 19:07

Indland