En ny retssikkerhedslov betyder, at virksomheder kan slippe gratis fra at overtræde arbejdsmiljøloven, advarer LO Vestsjælland
En allerede gennemført ændring af retssikkerhedsloven vil sandsynligvis føre til at antallet af straffesager for overtrædelse af Arbejdsmiljøloven vil falde til en fjerdedel i forhold til i dag. Det vurderer en af landets førende eksperter i arbejdsmiljølovgivning, professor dr. jur. Gorm Toftegaard Nielsen, Århus Universitet.
Årsagen er, at Arbejdstilsynet ikke længere selv må undersøge formodede lovovertrædelser, men ved første mistanke skal overlade sagen til politiet.
- Det har politiet hverken ressourcer eller viden til at løse forsvarligt, mener formanden for LO Vestsjælland, John Rosenquist.
- Hensigten er at styrke den enkelte borger og virksomheders retsstilling, men konsekvensen kan blive, at det bliver meget svært at få placeret et ansvar for de grove overtrædelser af Arbejdsmiljøloven, vurderer han.
Af en intern instruks i Arbejdstilsynet fremgår det, at hvis Arbejdstilsynet skønner, at en ulovlighed kan føre til en straffesag, må tilsynet ikke efterforske sagen ved at udspørge de implicerede.
I instruksen hedder det også, at 'der kan ikke gennemføres en straffesag for en overtrædelse, hvis Arbejdstilsynet ved et tilsyn oplyser (efterforsker) sagen, ud over hvad der er nødvendigt for at kunne reagere administrativt.
John Rosenquist ser lovændringen som det første resultat af arbejdsgivernes lobby-arbejde i regeringen for at gøre det vanskeligere at retsforfølge virksomheder for overtrædelse af Arbejdsmiljøloven.
- Det næste bliver formentlig, at regeringen afskaffer det objektive ansvar, så virksomhederne kan slippe for et medansvar for arbejdsulykker, mens medarbejderne i højere grad end i dag skal gøres ansvarlige, frygter John Rosenquist.
- Hvis det skal bevises, at en virksomhed har et ansvar for en arbejdsulykke, kommer det til at bero på vidneudsagn fra medarbejdere, som altså selv risikerer at blive sigtede og derfor ikke har pligt til at udtale sig. Det bliver vist overordentlig vanskeligt at føre bevis i den slags sager, forudser John Rosenquist.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278