Uorganiseret el-firma fik i går adgang til den blokaderamte byggeplads Nyhavn 53 i København ved politiets hjælp
Blokaden og sympatikonflikten imod renoveringen af Nyhavn 53 i København tog en skærpet drejning i går. Politiet brød blokaden og hjalp et uorganiseret elektrikerfirma ind på byggepladsen.
Dermed går politiet lovbryderens ærinde, da det er illegalt arbejde, der bliver udført på byggepladsen, påpeger Carsten Hansen, fra Murersvendenes fagforening i København.
Otte polske håndværkere har i over et halvt år været i gang med at renovere i Nyhavn 53 til latterlige små lønninger. Bygherren Troels Knut Askerud får arbejdet udført af I BYG ApS og Emporium 1 ApS der har lejet de otte polakker gennem udlejningsfirmaet Osrodek Szolina Centro.
- Vi er i et vadested i øjeblikket. Måske vil firmaerne lave en overenskomst og måske ikke. Men de truer med at lave renoveringen færdig ved hjælp af uorganiseret arbejdskraft. Det er firmaerne klar over, er en optrapning af situationen, siger Carsten Hansen til Arbejderen.
Det er firmaet Electric Design Company, EDC, på Nørrebrogade 184 i København, der nu arbejder under politibeskyttelse i Nyhavn. Hvis det fortsætter, vil fagforeningerne skaffe blokadevagter nok til at stoppe arbejdet.
- Optrapningen vil foregå gennem medierne, ved en styrkelse af den lovlige blokade, og ved at finde frem til leverandører af byggematerialer. Det skal stoppes. Vi kan ikke acceptere, at firmaer der ikke vil tegne overenskomst, får deres byggeri gjort færdigt. Det er udelukket. Hvis politiet vil fortsætte med at hjælpe lovbrydere, har vi et problem, siger Carsten Hansen.
Fagforeningerne har dokumenteret, at der er tale om ulovligheder i Nyhavn, og at de otte polakker arbejder illegalt for Troels Knut Askerud. Troels Knut Askelund er meldt til politiet af Murersvendenes Fagforening for den illegale virksomhed.
De polske håndværkere lever desuden under elendige forhold. De sover på feltsenge i den samme bygning, som de er i gang med at renovere.
Der er ikke tale om udstationering men om udlejning af arbejdskraft. Derfor burde arbejdet høre ind under østaftalen og polakkerne skal arbejde under overenskomstlignende forhold, påpeger Carsten Hansen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278