Den 21. oktober 1998 idømte EU-Kommissionen deltagerne i rørkartellet ¤¤Cirklen¤¤ en samlet bøde på 691 millioner kroner. Sagens retsakter fylder 70 sider og er ind imellem spændende som en kriminalroman. Vi bringer et uddrag af retsakterne:

Paverne
'På et møde i Jylland sidst i 1990 aftalte de fire danske producenter grundprincipperne for det generelle samarbejde på deres hjemmemarkedé Deltagerne var alle ledende medarbejdere, som var mindst administrerende direktører.
En af de første foranstaltninger, der blev truffet, var samordning af en prisforhøjelse, der skulle træde i kraft i Danmark i to tempi og udgøre i alt 10-12 procenté
For at fastlægge de nærmere aftalebetingelser, herunder en kvote- og kundefordelingsordning, blev der afholdt flere andre møder: de administrerende direktører (der også havde betegnelsen 'the Popes') mødtes den 16. januar 1991é
Den kvoteordning, som de administrerende direktører havde aftalt, blev gennemført og overvåget af en gruppe på et lavere niveau, nemlig salgsdirektørerne, der holdt møde en eller to gange om måneden.
De administrerende direktører mødtes ca. hver tredje måned for at løse problemer eller bilægge overensstemmelser.
En pensioneret ledende medarbejder, der tidligere havde været medlem af IC Møllers bestyrelse og havde nære personlige forbindelser til ABB, blev ansat som konsulent og skulle fungere som kartellets 'koordinator'.
Kontaktgruppen, der fordelte forretningerne mellem kartellets medlemmer, førte en database over projekter og kunder på en lille bærbar computer. Det blev besluttet på forhånd, hvem der skulle 'vinde' den pågældende kontrakt. For hvert projekt meddelte 'favoritten' (dvs. den virksomhed, der fik kontrakten tildelt) de øvrige deltagere, hvilken pris den agtede at tilbyde, og derpå fremsatte de andre højere bud for at 'beskytte' den leverandør, som kartellet havde udpeget.'

Elefant Gruppen
'Det fælleseuropæiske kartel omfattede en todelt struktur efter den danske model.
Det overordnede organ, der bestod af de deltagende producenters administrerende direktører, blev betegnet direktørklubben.
Direktørklubben havde følgende deltagere: ABB, Løgstør, Starpipe, Tarco, Henss/Isoplus, KWH (fra 5. maj 1995)
Efter at direktørklubben (nu også kaldet 'Elephant Group') havde aftalt kvoterne på markedet som helhed, holdt den møde for at fastsætte de enkelte virksomheders markedsandele på de forskellige nationale markeder, bl.a. Tyskland, Danmark, Østrig, Nederlandene, Finland, Sverige og Italiené
På de enkelte nationale markeder blev der oprettet 'marketing' eller 'kontakt'-grupper, som bestod af de lokale salgsdirektører, og som skulle administrere kartelaftalerne under direktørklubbens overordnede tilsyné'

Konkurrenterne
'Eliminering af Powerpipe som konkurrent var i hvert fald et væsentligt led i ABB`s langsigtede strategi for at opnå kontrol med markedet.
Powerpipe fremførte i sin klage, at de øvrige producenter, der solgte fjernvarmerør i Sverige, opretholdt et kunstigt lavt prisniveau for at skade Powerpipes virksomhed. Denne mistanke bekræftes af et referat af mødet den 10. februar 1992 i ABB`s svenske ledelsesgruppe:
'Alle mente, at det er en aktion over for Powerpipe, der skal gennemføresé Opbakning fra bestyrelsen til, at ABB, Ecopipe og Løgstør forsøger at prise Powerpipe ud, ønskes. Kan Powerpipe tvinges ud i en konkurs, er ABB eneste producent på markedet, hvorfor slagkraftig salgsargumentation kan opbygges'

ABB, Løgstør, Pan-Isovit, Tarco og Isoplus har alle flere gange forsøgt enten alene eller i forskellige kombinationer at købe Powerpipes ejere ud, men forhandlingerne slog altid fejl.

I 1993 indledte ABB en systematisk kampagne for at lokke Powerpipes vigtigste medarbejdere væk, herunder den administrerende direktør, ved at tilbyde dem lønninger og vilkår, der var helt exceptionelle inden for branchen. Ifølge Powerpipe var hovedformålet med denne taktik at skade Powerpipe på markedet ved a) at få adgang til interne oplysninger om dets produktion, strategier og markeder og b) at påvirke dets forhold til kunderne negativt, indtil der kunne findes en anden løsning.

Powerpipe fortsatte sine bestræbelser på at trænge ind på det tyske marked som en skarp konkurrent ved at oprette et tysk salgsdatterselskab i april 1994. I oktober 1994 deltog Powerpipe Fernwärmetechnik for første gang i et udbud om en vigtig kontrakt (Neubrandenburg).

Da Powerpipe fremsatte sit tilbud (der lå betydeligt under den pris, som kartellet havde aftalt) blev spørgsmålet taget op på højere plan, idet ledende medarbejdere hos (blandt andet) Henss og Løgstør flere gange ringede til Powerpipes administrerende direktør og selskabets daværende indehaver. Powerpipe udarbejdede samtidige referater af disse samtaler.
Ifølge disse notater blev Powerpipe stillet over for et alternativ, nemlig at opgive Neubrandenburgkontrakten til fordel for Isoplus, som havde fået tildelt den af kartellet (til gengæld ville Isoplus sørge for, at Powerpipe blev tilsluttet kartellet) eller at blive udsat for en priskrig med de øvrige producenter.

I de forskellige telefonopkald til Powerpipe og dets daværende indehaver bekræftede de andre producenter, at der var oprettet et kartel til kontrol af markedet, ikke blot i Tyskland, men også på europæisk plan. I disse samtaler blev ABB angivet som lederen af kartellet, og selskabets ledende medarbejdere blev betegnet som drivkraften bag det.

Powerpipe indgav derpå sin klage til Kommissionen.'

Total krig
'Efter at Powerpipe havde indgivet sin klage, men før Kommissionen gennemførte sine kontrolundersøgelser den 29. juni 1995, blev kartellets bestræbelser på at eliminere Powerpipe intensiveret: den begivenhed, der udløste de øvrige producenters reaktion, var, at det største enkeltprojekt inden for fjernvarme på det tyske marked i de sidste ti år, nemlig Leipzig-Lippendorf, gik til Powerpipe. Dette projekt beløb sig til ca. 30 millioner DEM.

De øvrige producenter reagerede omgående. Tre dage senere, den 24. marts, mødtes den tyske kontaktgruppe i Düsseldorf med deltagelse af ABB, Brugg, Henss/Isoplus, Løgstør, Pan-Isovit, Starpipe og Tarco. Der blev planlagt en kollektiv boykot af Powerpipes kunder og leverandører. Et notat fra dette møde, som Tarco har udarbejdet, kunne ikke være mere klart:
'Powerpipe har tilsyneladende taget Leipzig-Lippendorfé Ingen af vore underleverandører må arbejde for Powerpipe; hvis de gør det, afbrydes det videre samarbejde. Vi skal forsøge at forhindre, at Powerpipe får nogle leverancer af f. eks. plast etc.'
Producenternes holdning til Powerpipe éer nok mest kortfattet opsummeret i Starpipes notat af juni 1995:
'Powerpipe Total War'
'

Hemmelig rejse i privatfly
'På trods af Kommissionens kontrolundersøgelser éfortsatte kartelvirksomheden praktisk talt som før, i hvert fald indtil det tidspunkt, hvor virksomhederne modtog Kommissionens begæringer om oplysninger efter artikel 11 i marts 1996. Direktørklubben holdt mindst seks eller syv andre møder efter kontrolundersøgelserne. Den 6. juli 1995 blev det således besluttet, at deres møder skulle fortsætte, men at der skulle udfoldes større bestræbelser på at skjule tidspunkt og sted.

Nogle af de forholdsregler, der blev truffet for at søge at skjule kartellets fortsatte eksistens bestod i, a)at alle direktørklubbens møder blev holdt uden for Den Europæiske Union, b) at rejsen så vidt muligt foregik med bil i stedet for med fly, og cd) at de danske deltagere benyttede Løgstørs private fly.
'

ABB havde ledelsen
'Der kan ikke være tvivl om, at ABB var kartellets leder og initiativtager. Markedsdominans, via et kartel, hvor det spillede den førende rolle, var for selskabet et klart strategisk mål. Hele planen blev udtænkt, godkendt og styret af ledende medarbejdere på højeste plan. I hele femårsperioden var det ABB, der tog initiativ til at konsolidere, styrke og udvide kartellet, og der er ingen tvivl om, at det også var ABB, der skulle få andre virksomheder til at tilslutte sig kartellet. Kommissionen mener også, at det er sandt, når Løgstør og andre virksomheder tilskriver ABB forslaget om bevidst at fortsætte kartellet, efter at der var foretaget kontrolundersøgelser.'