27 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

EU ruster mod den indre fjende

EU ruster mod den indre fjende

Tirsdag, 28. juni, 2005, 00:00:00

EU`s Schengen-database for ¤¤uønskede udlændinge¤¤ skal forvandles til et effektivt redskab i kontrollen med EU`s egne borgere

Demonstranter og politisk aktive skal fremover registreres i en ny EU-overvågningsdatabase. De nationale politienheder, Europol og EU`s anklagemyndighed skal udpege og overvåge demonstranter.
To nye direktivforslag fra EU-kommissionen åbner op for, at der kan tilføjes nye kategorier i det nuværende Schengen-register. Hidtil har det erklærede formål med registeret været at sikre en effektiv grænsekontrol og opklare grænseoverskridende kriminalitet, efter at EU`s indre grænser er forsvundet. Men nu er der lagt op til nye opgaver og nye registreringer. EU`s overvågning og registrering af den 'ydre fjende' - illegale indvandrere og asylansøgere - skal udvides til også omfatte 'den indre fjende' som blandt andet er protesterende demonstranter og politisk aktive.
Folkebevægelsens medlem af EU-parlamentet, juraprofessor Ole Krarup, tager skarpt afstand fra den skjulte øgede overvågning.
- De foreslåede ændringer af SIS (Schengens nuværende overvågningsdatabase - red.) vil få alvorlige og foruroligende konsekvenser for EU-borgernes grundlæggende ret til beskyttelse af personoplysninger og privatlivets fred. Det vil skabe fare for misbrug og et retsligt tomrum. Fra at være en kompenserende foranstaltning med tilknytning til borgernes frie bevægelighed, vil SIS blive omdannet til et værktøj for politisamarbejde. Der er lagt op til at indføre nye bestemmelser om funktioner, brugere, forbindelser med tredjelande og andre organer, advarer Ole Krarup overfor Arbejderen.
I september 2004 inviterede EU-kommissionen en række store it-virksomheder til at kortlægge, hvordan det nye overvågningssystem kan skrues sammen.
Efter fire års hemmelige forhandlinger offentliggjorde EU-systemet i denne måned to direktiver, der nærmere definerer opbyggelsen af det nye SIS II overvågningssystem.
Den vidtgående udvidelse af overvågningen er sket fuldstændig uden mulighed for debat blandt EU`s befolkninger og i EU-parlamentet - der er endda allerede udpeget fire firmaer, der skal stå i spidsen for at udvikle de nye Big Brother programmer.
I maj underskrev EU-kommissionen en kontrakt med fire software- og computerproducenter til en værdi af 275 millioner kroner.
Opgaven er at opbygge den nye Schengen-generation (SIS II) , der kan overvåge flere forskellige mennesker, registrere flere personfølsomme data, har flere overvågningsmekanismer og kan samkøres mellem flere myndigheder. Politiet skal kunne registrere såkaldt biometriske data - herunder fingeraftryk, elektroniske foto og iris-øjenfoto. Men systemet skal også holdes klar til 'andre biometriske data' - sandsynligvis DNA.

Hvem sidder der bag skærmen?
Det nye SIS II system skal give EU et egentligt politi-efterretningssystem: Databasen skal kunne samkøres med medlemsstaternes databaser - og omvendt: Fingeraftryk og fotos fra nationale gerningssteder skal kunne tjekkes.
Og så skal der kunne samkøres informationer indenfor SIS II databasen og de nationale kriminal-registre.
Flere myndigheder skal have adgang til SIS II databasen. I dag er det 'kun' visse politifolk, toldere, grænsevagter og udlændingemyndighederne der har adgang til en begrænset del af Schengen-databasen.
Uden nogen folkelig debat og med et par formelle pennestrøg har fem nye brugergrupper netop fået adgang til de følsomme registre:
Heriblandt EU`s politi Europol, EU`s anklagemyndighed og interne og eksterne sikkerhedstjenester.
Der skal også gives adgang til oplysninger som er registreret ud fra helt andre formål.
- Det er et fundamentalt brud med princippet om databeskyttelse, som slår fast, at data kun må bruges til det formål som de er indsamlet, fastslår Ben Hayes fra Statewatch, der består af journalister, aktivister og jurister der holder et vågent øje med den stigende overvågning i EU.
Datatilsynet, der skal fungere som den danske vagthund overfor databaserne, udtrykker samme bekymring.

Overvågning i selvsving
Med den nye SIS II-database vil politikerne have et fremtidssikret system, lyder argumentet fra tilhængernes side: Hvis der pludselig opstår behov for at registrere nye personer på nye måder, skal der være grønt lys.
'Det har været klart fra starten, at det første oplæg til SIS II, at dette system skal være et fleksibelt redskab, der kan tilpasses ændrede omstændigheder, og som inden for en rimelig tid og uden væsentlige supplerende omkostninger og arbejde kan opfylde alle de ønsker, brugerne fremsætter i løbet af systemets livscyklus... ', fastslår EU`s justitsministre.

Læs mere om SIS II på www.statewatch.org

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


28. jun. 2005 - 00:00   03. sep. 2012 - 19:07

Indland