LO Storkøbenhavn støtter, sammen med flere fagforeninger og tillidsfolk, Stop Bush protesterne den 5. og 6. juli
LO Storkøbenhavn bakker op bag Stop Bush protesterne i København. Præsident George W. Bush opfører sig ikke anderledes end Saddam Hussein i Irak, påpeger formand for LO Storkøbenhavn Peter Kay Mortensen.
- Det har overrasket os meget, at USA i forbindelsen med besættelsen af Irak fortsætter et forbud imod frie forhandlinger og retten til at organisere sig og oprette fagforeninger. Det hører med til demokratiet. Vi ser ikke den store forskel på Bush og Saddam. Det er vores udgangspunkt for at støtte op bag protesterne den 6. juli, siger han til Arbejderen.
Præsident Bush besøger Danmark for at takke for Foghs opbakning til den amerikanske krig imod Irak. Den krig har fagbevægelsen hele tiden været imod. Og fagbevægelsen er imod, at Danmark skal fortsætte med at være besættelsesmagt, påpeger Peter Kay Mortensen.
En række fagforeninger og tillidsfolk støtter ligeledes op bag Stop Bush protesterne. Blandt andet Byggefagenes Samvirke i København, Lager, Post & Servicearbejdernes Fagforening og 3F Grafisk i Randers.
- Alt hvad Bush står for, er vi demokratiske mennesker imod. Overgrebet på Irak har intet menneskeligt formål, men udelukkende et imperialistisk formål for få kontrol over olien. Vi benytte enhver lejlighed til at tage afstand fra den amerikanske politik, siger Jan Guldmann gruppeformand i 3F Grafisk Randers.
Han vil samtidig opfordre til, at flere fagforeninger bakker op bag protesterne. Protesterer man ikke, bliver man et halehæng til Foghs opbakning til USA, påpeger den grafiske formand. Man kan stadig nå at tilslutte sig initiativet ved at skrive til info@stopbush.dk.
Der er også mulighed for at komme billigt til København den 6. juli for at deltage i demonstrationen imod Bush, der starter ved den amerikanske ambassade klokken 14.
Der kører busser fra Odense, Ribe/Esbjerg, der samler op i Kolding, fra Århus der samler op i Horsens og Fredericia og fra Ålborg.
Men allerede om tirsdagen, nogle timer før Bush lander i København, er der protestarrangementer i både Århus og København. Århus lægger ud med en demonstration, der ender i en Stop Bush koncert med et større kulturprogram. I København er der en Happy birthday koncert i Fælledparken. Formålet er at folkeliggøre protesterne mod Bush og den amerikanske politik og bryde lydmuren.
Aktiviteter mod Bush
Århus: 5. juli på Rådhuspladsen kl. 17. Demonstration til Vennelystparken hvor der er koncert fra 18 til 20.30 med Jøden & Hefty, Blunt, Adaptive og Gruppe 4.
København: 5. juli klokken 17, koncert i Fælledparken med Carpark North, Bikstok Røgsystem, Mikael Simpson og Rasmus Nøhr. Fri entre.
København: 6. juli klokken 14. Demonstration fra den amerikanske ambassade til Christiansborg. Talere af Villy Søvndal, SF, Tanwir Ahmad, Det Radikale Venstre, Stine Skogberg, PLS, Hanne Reintoft, socialrådgiver, Line Barfod, Enhedslisten, Asmaa Abdol-Hamid, Palæstina-Initiativet.
Underholdning ved Savage Rose, Johnny Hefty, Kenneth Thordal, Arne Würgler, Rasmus Nøhr, Moussa Diallo & Dawda Jobarteh og Omar Marzouk.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278
















