27 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

5. kolonne-myte er aflivet

5. kolonne-myte er aflivet

Lørdag, 02. juli, 2005, 00:00:00

Koldkrigsrapport afliver myten om DKP, venstrefløj og fredsbevægelse som Sovjets agenter - og afslører SF`s stifter og tidligere formand Aksel Larsen som CIA`s 5. kolonne i venstrefløjen

Ib Nørlund fra DKP var i 1946 lidt åbenmundet overfor en sekretær ved Sovjetunionens gesandtskab i Danmark om et møde i Udenrigspolitisk Nævn. Og så var der en tidligere DKU`er ved navn Lenz som blev mistænkt, men aldrig tiltalt for spionage i 80`erne.
Det er hvad en 2.350 siders rapport, 'Danmark under den kolde krig', har kunnet grave frem til støtte for utallige beskyldninger for regeringens og Dansk Folkepartis beskyldninger mod det daværende DKP, venstrefløjen og fredsbevægelsens angivelige 5. kolonne-virksomhed
Til gengæld afslører rapporten, at daværende formand for SF Aksel Larsen som agent for, hvad rapporten kalder 'repræsentanter for vestlige allierede myndigheder'. Nærmere bestemt CIA, ifølge Jyllands-Postens 'sikre kilder'.

CIA-agent før SF
Kontakten mellem CIA og Aksel Larsen blev etableret i starten af november 1958, et par uger før Aksel Larsen officielt blev ekskluderet fra DKP for partiskadelig virksomhed, og annoncerede stiftelsen af det, der blev SF.
Rapportens uddrag af CIA-referaterne viser, at Aksel Larsen blev sendt på direkte CIA-opdrag rundt omkring i Europa for via sine kontakter at skaffe oplysninger fra såvel kommunistiske partier og som SF`s søsterpartier. I flere tilfælde modtog Aksel Larsen også penge fra CIA til rejseudgifterne.
Tidigere formand for SF (1974-91), Gert Petersen, siger til DR`s Radioavisen, at ingen i SF kendte til Aksel Larsens rolle.
- Men det kunne vi ikke mærke på hans politik. Det har ikke betydet en disse, siger Gert Petersen.
Hvad Aksel Larsens politik gik ud på, har han selv forklaret til CIA-agenterne. Den 22. juni 1962 siger SF-formanden på et møde med CIA-agenten 'T' ifølge referatet følgende:
'Det, jeg ønsker at opnå, er at splitte eller ødelægge de kommunistiske partier, som de ser ud i dag. Måske kan jeg påvirke nogle mennesker i visse lande. I Danmark tror jeg faktisk, at jeg kan ødelægge det kommunistiske parti, udradere det, og det koncentrerer jeg mig om.'
SF`s nuværende formand, Villy Søvndal, siger i en kommentar til afsløringen, at det beviser, at Aksel Larsens brud med kommunismen 'var reel og total'.
Når DIIS har haft adgang til referater af CIA`s møder med Aksel Larsen, skyldes det, at det danske PET som modydelse fik kopier af mødereferaterne. Dermed står det også fast, at de daværende socialdemokratiske regeringer var vidende om den prominente CIA-agent i det danske Folketing.

Fodnoter uden virkning
Også Socialdemokratiet er af højresiden i Folketinget og deres historieskrivere blevet anklaget for at være 'nyttige idioter' for Sovjetunionen, ved i 80erne at gå med på kravet om Norden som atomvåbenfri zone, og med flere 'fodnoter' til NATO-dokumenter at lægge afstand til USA`s slå først-strategi og Stjernekrigsprojekt under Reagan.
Det skabte tvivl om Danmarks stilling som allieret, og skabte en farlig situation, lød og lyder kritikken.
Ifølge DIIS-rapporten har den danske fodnotepolitik dog aldrig skabt denne tvivl i andre NATO-lande. Og hvad faren angår, støtter rapporten nærmest den antagelse, at USA`s slå først-strategi i 80`erne var den den største reelle trussel for verdensfreden.


DIIS-rapporten 'Danmark under den kolde krig', er udarbejdet på opdrag fra Nyrup- og Fogh-regeringerne, hvor sidstnævnte fik indføjet, at rapporten også skulle beskæftige sig med Warszawapagtlandenes forsøg på at påvirke dansk sikkerhedspolitik gennem danske partier og organisationer
Rapporten gennemgår den sikkerhedspolitiske udvikling i efterkrigstiden, herunder 80`ernes danske fodnotepolitik,de østlige efterretningstjenesternes rolle, samt DKP`s, venstrefløjens og fredsbevægelsens (manglende) tilknytning til disse tjenester.
Rapportens hovedkapitler kan downloades på www.diis.dk, og nogle af rapportens bilag kan også findes på www.koldkrigsudredningen.dk.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


02. jul. 2005 - 00:00   03. sep. 2012 - 19:07

Indland