28 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Der er brug for en klar faglig strategi

Der er brug for en klar faglig strategi

Lørdag, 09. juli, 2005, 00:00:00

- Vi kan ikke udvikle os videre frem i det faglige arbejde, uden en samling af kommunisterne, siger Morten Rasmussen

Hvorfor er kommunistisk samling egentlig så vigtigt og nødvendigt?
Spørgsmålet bliver stillet til tre faglige kommunister fra Århus: Morten, Ulla og Joan. Men det bliver hængende i den lidt beklumrede luft i fagforeningslokalet. De tre ser helt desorienterede på hinanden, som om de vil sige: Er hun dum eller, hvad?
Men så kaster Morten sig alligevel ud i det:
- Jamen, det er da fordi vi har så store opgaver i klassekampen, som vi slet ikke kan løse alene. Men vi klarer det måske, hvis vi samler os i ét parti. Og i det daglige, tænker vi jo slet ikke over, hvem der kommer hvorfra. Vi agerer i byen, som om vi er ét parti, indleder han.
- Vi har arbejdet sammen så længe, at vi tænker ens, supplerer Joan.
Her i Århus har samarbejdet mellem kommunisterne ganske rigtigt mange år på bagen. De tre kommunister rundt om bordet har alle været med fra start: Morten, murer og medlem af KPID, Ulla pædagog og medlem af DKP/ML, ligesom Joan, der er ansat i RBF.
- Jeg kan da huske, at vi i 1992 afholdt fælles ledelsesmøder mellem DKP/ML og det daværende KF, erindrer Joan.
- Vi kørte nært parløb i folkeafstemningerne om EU i 1992 og -93. EU-spørgsmålet er jo en af de ting, der altid har knyttet kommunister sammen på tværs af fagforeningsskel.
- I de første mange år arbejdede vi bare sammen fra sag til sag, for eksempel i Ribus-konflikten, husker Ulla.
- Efter strejkerne i 1998 begyndte vi at arbejde mere organiseret sammen for at få etableret tillidsmandsnetværk. Det nye er, at vi nu har dannet et egentlig fælles forum for faglige kommunister. Vi gad simpelthen ikke længere holde udvalgsmøder hver for sig. Hvorfor skulle vi det, spørger hun.
Morten husker, at de nu ikke altid har tænkt ens:
- I starten var det da to noget forskellige kulturer, der mødtes. Men efterhånden er det smeltet sammen til én kultur. Der er også stor forskel på, indenfor hvilke brancher, vi står stærkt. Vi KPIDére stod især stærkt i byggefagforeningerne, mens vi ikke kendte meget til hele det offentlige område. Men her stod mlérne til gengæld godt. På den måde fik vi pludselig adgang til nye netværk og sammenhænge, i kraft af vores samarbejde, siger Morten.

Arbejderklassen i defensiven
Men hvad er det for nogle opgaver, som kommunisterne skal løse i dag?
- Det er afgørende at vi nu får udviklet en sammenhængende faglig kommunistisk strategi, der tager højde for den aktuelle situation, som er i klassekampen. Arbejderklassen er jo i defensiven i øjeblikket. Det tror jeg, alle føler meget klart. Og de revolutionære kræfter i fagbevægelsen er ikke stærke. Men det er alligevel her, at nøglen til at åbne nye veje skal findes, siger Joan.
- Kommunisterne må udvikle de krav og skabe den platform, der kan skabe enheden i arbejderklassen.
Et af de centrale brikker i en sådan platform er ifølge de tre kampen mod den billige østeuropæiske arbejdskraft og arbejdsgivernes udnyttelse af den.
- Vi har mange gange på vores møder diskuteret det spørgsmål. Vi har besluttet, at vi ville prioritere at få rejst dén kamp. Og det har vi holdt fast i, fortæller Joan.
- Det bliver selvfølgelig også fremmet af, at vi kommunister sidder i de brancher, hvor brugen af billig udenlandsk arbejdskraft er mest udbredt. Så vi kan også tale med vægt.
Et af de konflikter, som har været med til at sætte dagsordenen, er den lokale stilladskonflikt mod billig østeuropæisk arbejdskraft, først i Lisbjerg og derefter i Åbyhøj.
- Her har vi været med til at rejse kampen gennem direkte aktion. Jeg synes, det viser, at vi kan gøre en forskel, når vi har en klar strategi og arbejder målbevidst sammen, siger Joan.
For nylig bevilligede LO i Århus 100 000 kroner, der er øremærket til kampen mod misbrug af billig arbejdskraft udefra, ligesom LO har nedsat et særligt arbejdsudvalg.

Nu må vi have dét parti
Men Morten minder om, at det ikke kun er en god platform det handler om. Lige nu er det skabelsen af ét parti, der er det afgørende led at få rettet op:
- Vi kommer ikke udenom, at vi nu må blive samlet i et parti. Vi kan ikke udvikle os videre i det faglige uden det, siger Morten.
- Mange af dem, jeg snakker med, forstår ikke, hvorfor vi ikke er blevet samlet for længst. De går og venter. Og vi kan jo ikke blive noget reelt alternativ, før vi er i et parti.
Alle tre peger på, at det ikke kun er dagskampen, der skal styrkes. Kommunisterne må også tage den ideologiske kamp, som der er så hårdt brug for.
- Gennem de sidste par årtier er folk blevet fyldt med snakken om, at de er deres egen lykkes smed. Og fagtoppen har pustet til udviklingen ved at sidde og forhandle individuelle ordninger. Det er en helt ekstrem individualiseringsproces, vi oplever. Vi skal ud og forsvare de kollektive rettigheder igen, men det kræver en omfattende ideologisk kamp: Vi må begynde forfra med de opgaver som fagbevægelsen stod med i de allerførste år. Noget så elementært som at kæmpe for at organisere folk ude på pladserne, overbevise dem om, at sammenhold gør stærk, siger Morten
Ulla er enig i, at der er et stort behov for ideologisk læring.
- Man siger, at folk reagerer på enkeltsager i dag. Men jeg oplever tværtimod, at folk efterspørger forklaringer og sammenhænge, at de har behov for at forstå ting mere i dybden. Det er her, vi som kommunister har en forpligtelse. Vi har netop det analyseapparat, der kan give indsigt, slår hun fast.
Alle tre mener, at selvom kapitalen er i offensiven er der en gunstig situation for kommunisterne, i forhold til at opbygge faglig modstand.
- Men det kræver folk, mange folk. Og det nytter ikke, at det kun er kammerater fra fagforeningskontorerne. Vi må organisere folk, der er ude på arbejdspladserne, der kan agitere direkte overfor arbejderne, siger Joan.
- Men vi skal også forstå at forklare, hvad det er for et samfund vi vil have, at vi vil socialismen, mener Ulla.

Vi accepterer ikke kapitalens love
Morten mener, det er vigtigt, at det socialistiske perspektiv bliver en naturlig del af agitationen mod uretfærdighederne:
- Tag for eksempel kampen mod globalisering og udflagning: Det er ikke nogen naturlov, når store fabrikker udflager produktionen til Østeuropa eller Kina. Det er der nogle mennesker, der har bestemt. Og det skal vi sige åbent til folk. Vi accepterer ikke kapitalens love, vi accepterer ikke arbejdskraftens frie bevægelighed. Det er netop en regel, som kapitalen har skabt til sit eget bedste. Det er vigtigt at vi som kommunister gør os meget mere synlige på sådanne holdninger, siger Morten.
- Vi siger fra overfor arbejdskraftens frie bevægelighed, og det er et internationalistisk krav. Det har vi jo netop set med de store nej-bevægelser i Frankrig og Holland. På tværs af landegrænser er vi forsamlet om det krav, lyder det fra Joan.
Hele den dagsorden, som den franske nej-bevægelse satte op til 29.maj, imod servicedirektiv og løndumping, skal vi være med til at føre videre. Det er jo hele klassespørgsmålet, der er blevet rejst Det skal ikke få lov til at dø ud, falder Ulla ind.
Og hun slår fast, at netop servicedirektivet vil blive en af de helt afgørende kampe i den kommende tid. Også for de offentlige ansatte:
- Hvis servicedirektivet bliver en realitet, så står den offentlige sektor overfor den samme kamp mod løndumping, som er brudt ud i den private sektor, slutter hun.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


09. jul. 2005 - 00:00   03. sep. 2012 - 19:07

Indland