28 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Skattestop giver større ulighed

Skattestop giver større ulighed

Tirsdag, 02. august, 2005, 00:00:00

Skattestoppet bærer den største del af skylden for, at uligheden i Danmark er vokset markant, vurderer Arbejderbevægelsens Erhvervsråd

Uligheden i Danmark vokser i disse år markant. Velstanden er i det sidste tiår nærmest eksploderet for dem i whiskybæltet nord for københavn. En førtidspensionist, der bor til leje på Nørrebro, står i stampe. Og så er der dem på starthjælp, introduktionsydelse og andre beskårede kontanthjælps ydelser, der er blevet endnu fattigere.
Det er i høj grad boligprisernes himmelflugt, der er skyld i denne udvikling, påpeger Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, AE.
- Den økonomiske forskel mellem ejere og lejere vokser med stor hast. Og det er først og fremmest skattestoppet, der er skyld i det, siger AE-økonom Mikkel Baadsgaard til Arbejderen.
Skattestoppet har ikke blot fredet boligejernes værdistigninger i fast ejendom. Det har selv bidraget til disse stigninger ved at gøre ejerboliger mere attraktive, påpeger Mikkel Baadsgaard.
Boligejernes samlede friværdi er nu oppe på 1156 milliarder kroner, eller omkring en million kroner til hver boligejer i landet. Men også blandt boligejerne er uligheden vokset.
Flere steder i provinsen falder priserne på ejerboliger, mens en gennemsnits-husejer i hovedstadsområdet sidste år kunne øge sin formue med 400.000 uden at røre en finger. En formueforøgelse, som en lejer, eller en mindre heldig boligejer i provinsen, må arbejde i mange år for at opnå.
Mikkel Baadsgaard har selv været med til at udarbejde AE-rådets omfattende årsrapport 'fordeling og levevilkår 2005', som viser at de fattigste 20 procent af befolkningen siden 1996 har fået en velstandsfremgang på 0,9 procent om året, mens de rigeste har haft en tilsvarende fremgang på 3,3 procent.
Hvis man udelukkende ser på lønindkomst, er der faktisk sket en udligning i samme periode fra 1996. Den øgede ulighed skyldes for en lille del, at overførselsindkomsterne halter bagud for lønudviklingen, men først og fremmest den ulige vækst i formuerne.
Derfor foreslår Enhedslisten, at man genindfører den formue-beskatning, som Nyrup-regeringen afskaffede netop i 1996. Det mener Mikkel Baadsgaard dog ikke vil være nogen god ide.
- Formueskatten gav et relativt lille provenu, og det skyldtes, at der var så mange muligheder for omgåelse af formuebeskatningen, siger AE-økonomen.
Da formueophobningen først og fremmest sker i fast ejendom, vil der derimod være god fornuft i at ophæve stoppet for ejendomsskatter,som også samfundsøkonomisk er et fejlskud, mener Mikkel Baadsgaard.
- Men det skal selvfølgelig ske på en måde, så dem der lige har købt hus til de høje priser, ikke kommer i klemme og må gå fra hus og hjem, siger AE-økonomen

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


02. aug. 2005 - 00:00   03. sep. 2012 - 19:07

Indland