A. P. Møller står til ekstra forgyldning: Energistyrelsen forudser 54 procent ekstra olieproduktion i Nordsøen i fremtiden
Det er kun omkring et halvt ås siden, at regeringen lavede en aftale med A.P.Møller - Mærsk A/S, der gav olieselskabet retten over Nordsøolien frem til 2042 på særdeles favorable vilkår. Nu viser nye skøn fra Energistyrelsen, at oliekoncernen har gjort en endnu bedre handel end først antaget.
For første gang nogensinde er Energistyrelsen kommet med et skøn over fremtidens olieproduktion. Hidtil har vurderingen været, at Danmark kun ville være selvforsynende frem til år 2014 - men i et notat slår styrelsen fast, at Danmark vil være selvforsynende med olie et godt stykke efter 2025.
- Man har hidtil forsøgt at give indtryk af, at det er 'de sidste dråber' der pumpes op af Nordsøen. Det har vi aldrig troet på i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Dét billede har passet godt ind hos de politikere, som næsten syntes, at forlængelsen af Nordsø-aftalen med A. P. Møller skulle ske så billigt som muligt for olieselskaberne. Et billede som har fået dele af offentligheden og nogle politikere til at mene, at det var nødvendigt at give olieselskaberne en 40-årig garanti mod stramninger af Nordsø-beskatningen for, at olieselskaberne ville fortsætte deres aktiviteter ude i Nordsøen.
Sådan lyder vurderingen fra økonom i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Martin Windelin. Han er ikke i tvivl, om at Energistyrelsens forudsigelser om at olieproduktionen i Nordsøen de kommende år vil stige med 54 procent nok skal gå i opfyldelse.
- År efter år er de dystre vurderinger af olieressourcerne blevet overgået mangefold. I virkeligheden er olieselskaberne endt med at pumpe meget mere olie op. Der er fortsat store ressourcer i Nordsøen. Verden står jo ikke stille. Teknologien udvikler sig. Og nye efterforskninger betyder nye oliefund, siger Martin Windelin til Arbejderen.
Samtidig er olieprisen mere end fordoblet i forhold til de beregninger, man lavede forud for forlængelsen af aftalen om Nordsøolien. I juni nåede oliepriserne nye højder: 60 dollar per tønde råolie.
Martin Windelin understreger, at selvom staten får en lille del af kagen, så er det kun olieselskaberne der nyder godt af den høje oliepris. Samfundet som sådan rammes af arbejdsløshed og manglende købekraft, når olieprisen er høj
A. P. Møllers hovedkvarter på Esplanaden nægter at kommentere på Energistyrelsens gyldne tal.
- De tal må stå for Energistyrelsens egen regning. Det er deres tal ikke vores. Vi laver vores egne beregninger af fremtidens olieindvinding i Nordsøen - men de tal fortæller vi ikke om, siger informationsmedarbejder Peter Beck-Bang til Arbejderen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278