28 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Landmænd afviser Monsanto

Landmænd afviser Monsanto

Lørdag, 06. august, 2005, 00:00:00

Landsudvalget for svin har sat sine juridiske eksperter til at kulegrave Monsantos ansøgning om patent på svineavl

- Det er provokerende, dumt og med til at stemple Monsanto som en useriøs virksomhed. Monsantos to patent-ansøgninger har intet hold i virkeligheden. Man kan ikke bare tage patent på dyregener. De er jo ikke resultat af en opfindelse men af en naturlig biologisk proces.
Det fastslår direktør for Landsudvalget for svin, Orla Grøn. Udvalget er en interesseorganisation for de danske svineavlere.
Til daglig har Orla Grøn ikke meget tilfælles med Greenpeace. Men han spidsede alligevel ører, da miljøorganisationen for to dage siden kunne afsløre, at den multinationale biotek-gigant Monsanto har søgt om patent på et bestemt vækstgen hos grise. Bliver patentet godkendt vil det reelt betyde, at svineproducenter i 160 lande skal betale licens til gentek-firmaet for at forsætte deres svineproduktion.
- Det kan godt være USA (Monsantos 'hjemland', red.) har nogle lempelige regler. Men det her er altså Europa. Hvis ét enkelt firma kan tage patent på et naturligt gen, hører al fornuft op. Den her sag viser bare, hvor aggressive de multinationale selskaber er i dag, konstaterer Orla Grøn.
For en sikkerheds skyld har Landsudvalget for Svin sat sine juridiske eksperter til at granske Monsantos ansøgning for at få nogle vurderinger af holdbarheden.
- Om vi er klar til at tage et juridisk opgør? Det kan jeg love dig for. Det ligger i sagens natur, at vi aldrig vil tillade, at et privat firma sætter sig på hele vores produktion. Det gen og den metode som Monsanto hævder at have krav på, har danske landmænd brugt i årevis til at avle svin uden at kræve eneret på den, fastslår direktøren for de danske svineavlere.
Monsantos ansøgning er sendt til FN`s patentorganisation (WIPO). Herfra sendes den videre til de regionale patentkontorer, der tager endelig stilling til Monsantos krav. Det er EU`s patentkontor, der bestemmer om danske landmænd fremover skal betale licens til Monsanto.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


06. aug. 2005 - 00:00   03. sep. 2012 - 19:07

Indland