28 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Momssvindel for en milliard

Momssvindel for en milliard

Lørdag, 06. august, 2005, 00:00:00

Virksomheder bliver stadig mere udspekulerede, når de skal snyde statskassen for skat. Samtidig er kontrollen med registrering af fupfirmaer svækket

Bagmandspolitiet efterforsker i øjeblikket den største sag om momssvindel nogensinde. Det skriver Jyllands-Posten.
Sagen, går under navnet 'gul feber', fordi momssvindlen blandt andet medfører, at varerne sendes en tur omkring firmaer i Hong Kong, for at skjule, hvad der reelt foregår.
Indenfor de sidste 10 år har der været omkring 140 sager med momssvindel, de såkaldte momskarruseller. Tabet for den danske statskasse beløber sig til omkring en milliard kroner. Det oplyser skatteminister Kristian Jensen i et svar til Folketinget.
De såkaldte momskarruseller fungerer på den måde, at varer handles rundt i en kæde af selskaber, og ender ved det oprindelige firma igen. Det hele starter med, at det oprindelige firma sælger varerne til et såkaldt skraldespandsfirma, uden moms. Dette firma skal herefter betale moms til staten ved videresalg. Men efter videresalget til et tredje firma erklæres skraldespandsselskabet opløst, og selskab undlader at betale moms. På den måde kan staten snydes for store momsindbetalinger.
Alene sagen om 'Gul feber', der vedrører mobiltelefongrossisters momssvindel vurderes hos skattemyndighederne til at have kostet statskassen 130 millioner kroner. Momskarrusellerne roterer tit omkring varer som mobiltelefoner og computerdele, fordi disse er meget værd og fylder lidt. Derfor er det ikke så dyrt i fragt at lade varerne køre i ring.
Told & Skat har i samarbejde med bagmandspolitiet nedsat en særlig efterforskningsgruppe, der skal trevle den konkrete sag igennem. Ifølge Henning Thiesen, der er chef for bagmandspolitiet har der allerede været en række varetægtsfængslinger i sagen.
Hidtil har momskarrusellerne kun kørt internt i EU. Men nu har momstømmerne fundet ud af at sende varerne en tur ud af EU-området, for at sløre trafikken og gøre det sværere for myndighederne at trevle karrusellen op.
Flemming Lind Johansen, der er momsekspert i revisionsfirmaet Ernst&Young siger til Børsen, at der skal sættes ind, allerede når momstømmerne forsøger at anmelde et nyt momsregistreret selskab.
- Men jeg er bange for, at registreringskontrollen faktisk er blevet nedprioriteret de senere år, efter at man har flyttet opgaven fra Told og Skat over til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, siger Flemming Lind Johansen til Børsen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


06. aug. 2005 - 00:00   03. sep. 2012 - 19:07

Indland