På næsten hver fjerde arbejdsplads, som LO`s jobpatrulje har kontrolleret, er der problemer. Voksne ansatte ville ikke finde sig i samme behandling, konkluderer LO-konsulent
Hvis arbejdsgiverne behandlede voksne arbejdere på samme måde, som de unge i feriejob, ville der være flere arbejdspladser, som havde svært ved at får produktionen til at fungere.
Det konkluderer LO-konsulent Stig Møller over for Arbejderen efter denne sommers jobpatrulje, hvor 1700 arbejdspladser har haft besøg og næsten 400 fritidsjobbere er blevet udspurgt.
På næste hver fjerde arbejdsplads har jobpatruljen konstateret problemer af en eller anden karakter.
Flertallet af de unge har ikke et ansættelsesbevis, hvor der står, hvad arbejdet består i, og under hvilke forhold det skal udføres. Over halvdelen har ikke fået en ordentlig oplæring i jobbet. Den oplæring, de har fået, er givet tilfældigt af en anden ansat. Mange har slet ingen indledende samtale haft med en ansvarlig, der orienterede om sikkerhedsforanstaltninger eller den unges rettigheder på arbejdspladsen.
Hver tredje ung snydes for tillæg, over 80 procent får ikke løn under sygdom og to tredjedele får ikke løn under oplæring.
Jobpatruljen opfordrer arbejdsgiverne til, som det første i et ansættelsesforhold, at tage en samtale med den unge, hvor forholdene på arbejdspladsen bliver gennemgået.
- Der er stadig for mange problemer. Vi behandler ikke de unge ordentligt. Nogle skal selv finde en afløser, hvis de bliver syge. Det er jo vanvittigt. De får ikke de tillæg, de skal have og så videre. Det er simpelthen bare for dårligt. Mange af overtrædelserne af regler, der foregår, er ren og skær slendrian, siger Stig Møller.
De unge i fritidsjob bliver udsat for en begyndende nedslidning, fordi reglerne ikke bliver overholdt, når de arbejder i sommerferien eller efter skoletid, påpeger Stig Møller.
LO-konsulenten opfordrer de unge til at melde sig ind i den relevante fagforening, hvor de kan få svar og hjælp, hvis det senere går galt i deres fritidsjob.
LOs jobpatrulje bestod i år af 150 til 200 frivillige unge medlemmer af fagforeningerne, der besøgte arbejdspladser over hele landet. Det er 26. gang jobpatruljen har tjekket op på de unges forhold på arbejdspladserne. Den endelige opgørelse af denne sommers patruljering kommer sidst i august, når de sidste indberetninger fra amterne løber ind til LO.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278