De grønne afgifter, som udgør en stadig stigende del af skatteopkrævningen i Danmark, omfordeler fra de fattige til de rige

Moms og afgifter vender den tunge ende nedad.
Det dokumenterer Skatteministeriet i en ny undersøgelse.
For alle afgifter - taget samlet - gælder, at de er såkaldt degressive. Det vil altså sige, at de vejer forholdsvis tungere i budgettet i en familie med lav indkomst, end i en familie med høj indkomst.
Kun afgifter på biler - det vil sige vægtafgift, registreringsafgift med videre - har en positiv fordelingsmæssig virkning, idet de vejer forholdsvis tungest i budgettet hos de højeste indkomstgrupper.
Skatteministeriets undersøgelse vedrører afgifter på miljø og energi, altså de såkaldte grønne afgifter, samt punktafgifter på nydelsesmidler, som alkohol og cigaretter. Til den første grupper hører for eksempel afgifter på renovation, vand, samt på el og andre energikilder.
Over hele linien er billedet altså det samme. Men Skatteministeriets undersøgelse dokumenterer ligeledes, at også momsen vender den tunge ende nedad, selvom tendensen er mindre markant end hos afgifterne.
Hvis alle typer af afgifter, samt moms tages samlet, viser tallene, at disse belaster de laveste indkomstgrupper med cirka det dobbelte af, hvad de høje indkomstgrupper belastes med.
Værst ser det ud med de grønne afgifter, der i de laveste indkomstgrupper er omkring to og en halv gange så degressive som en tilsvarende proportional skat ville have været.
De grønne afgifter er i de sidste to årti kommet til at veje stadig tungere i den samlede skatteudskrivning. De udgjorde således 7,4 procent af statens samlede skatteprovenu i 1983, mens deres andel i år når op på 9,6 procent. Desuden kommer der hele tiden nye typer af grønne afgifter til.