Der skal ikke skæres i velfærden, fordi vi bliver flere ældre - tværtimod er folkepensionen for lav og skal sættes op, mener et flertal af danskerne
Når Velfærdskommissionen kommer med sit udspil i begyndelsen af december, skal politikerne ikke vente automatisk opbakning fra befolkningen til de velfærds-nedskæringer, der lægges op til. Det viser en undersøgelse, som Ugebrevet Mandag Morgen har fået foretaget i samarbejde med professor Jørgen Goul Andersen, Aalborg Universitet.
Kun 36 procent af danskerne er enige i, at det bliver nødvendigt at skære i velfærden på grund af det stigende antal ældre. Det er ellers denne præmis, hele Velfærdskommissionen bygger sit arbejde på.
Velfærdskommissionens formand Torben M. Andersen er dog fortrøstningsfuld. Det skal nok ændre sig når politikerne for alvor kommer i omdrejninger, mener han.
- Før der politisk bliver lukket op for debatten, vil det næppe sætte sig spor i befolkningens holdninger, vurderer kommissionsformanden.
Men som det er nu, mener over halvdelen - 52 procent - at folkepensionen skal sættes i vejret, mens kun 30 procent erklærer sig uenige i dette krav. Og Socialdemokraternes formand Helle Thorning-Schmidt har kun opbakning fra en tredjedel af sit partis vælgere, når det gælder det omdiskuterede forslag om at afskaffe efterlønsordningen for alle under 40 år. Også for danskerne taget under ét er der flertal imod.
Undersøgelsen viser også, at de mest reformivrige er dem, der har deres på det tørre: I gruppen med videregående uddannelser går 57 mod 37 procent ind for at hæve pensionsalderen. Og 46 mod 35 procent vil afskaffe efterlønnen for dem under 40 år. Det skal ses i sammenhæng med, at efterlønsordningen i ni ud af ti tilfælde bruges af ufaglærte og faglærte arbejdere.
-á Der er tydeligvis tale om en økonomisk interessekonflikt: De forskellige samfundsgrupper har vidt forskellige ønsker og behov, konkluderer Jørgen Goul Andersen.
- For eksempel kommer højtuddannede akademikere ikke så meget i klemme, hvis man forhøjer efterlønsalderen - der er ikke så mange, der bruger ordningen. Deres helbredstilstand og gennemsnitlige levealder er også væstentligt højere end den ufaglærte eller faglærte arbejders, så di vil under alle omstændigheder få rigelig tid til at nyde deres otium, siger Jørgen Goul Andersen til Ugebrevet Mandag Morgen.
De Radikales gruppeformand Marianne Jelved holder fast i partiets ønske om at gøre op med efterlønnen. Folk der er nedslidte, kan jo få førtidspension i stedet, mener Jelved, som på den baggrund ikke vil kalde en afskaffelse af efterlønnen for en nedskæring.
Jørgen Goul Andersen opfordrer politikerne til at få bedre føling med, hvem det er der går på efterløn:
- Det er altså sjældent tandlæger, der hellere vil spille golf.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278