28 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Mærsk på storindkøb

Mærsk på storindkøb

Onsdag, 10. august, 2005, 00:00:00

Med de nuværende rekordhøje oliepriser er Mærsk-koncernens oliereserver anslået til at være i alt 900 milliarder kroner værd. Nye indkøb på vej

Mærsk Olie og Gas har købt i alt 13 nye oliefelter i den britiske del af Nordsøen. Det meddelte A.P.Møller-Mærsk mandag.
Sælgeren er den amerikanske koncern, Kerr-McGee, og Mærsk lagde 17,8 milliarder kroner på bordet for at få oliefelterne, og de 500 mand, der følger med.
Købet skete nøjagtig samtidig med at prisen på den såkaldte brent-olie fra Nordsøen slog ny rekord med 62,54 dollar pr. tønde.
Med det nye køb forøger Mærsk sine oliereserver med 10 procent, og monopolets samlede oliereserver, er herefter anslået til at være 900 milliarder kroner værd, regnet i dagens oliepriser.
De nyindkøbte oliefelter pumper omkring 60.000 tønder olie op om dagen, og dermed øger Mærsk Olie og Gas sin samlede olieproduktion med 15 procent. Mærsk Olie og Gas har foruden felterne i britisk og dansk Nordsø også store oliefelter i Qatar og Algeriet, samt en mindre produktion i Kazakhstan.
Ifølge Jyllands-Posten opnår Mærsk med købet at komme i besiddelse af en olieudvindingsteknologi, som monopolet ikke tidligere har erfaring med, nemlig flydende olieplatforme og skibe, der pumper olien op direkte fra oliekilder på havbunden.
- Det her er en teknologi, som giver mulighed for en fleksibel udnyttelse af mindre felter, siger aktieanalytiker Stephen Rammer fra Handelsbanken. Han vurderer samtidig, at købet kan give Mærsk mulighed for at komme med i nye felter i USA og Asien. Sælgeren Kerr-McGee er en erfaren olieudvinder i den mexicanske golf, Brasilien, Kina og en række steder i Afrika.
Købet kommer kun få dage efter, at Mærsk-koncernens opkøb af det mægtige hollandske rederi P&O Nedlloyd er faldet på plads. P&O Nedlloyd er et af Mærsk-koncernens største konkurrenter, og med opkøbet befæstede Mærsk sin stilling som verdens største monopol indenfor containerrederbranchen.
Med opkøbet af Nedlloyd, og nu oliefelterne i Nordsøen, samt et stort antal skibe, har Mærsk - bare i år - købt for 50 milliarder kroner.
Og det bliver formentlig ikke det sidste. For ifølge aktieanalytikerne har Mærsk stadigvæk 40-60 milliarder kroner, der er ledige til opkøb. Monopolet er næsten gældfrit og har enorme pengetanke af ledig kapital, der venter på at blive brugt.
Analytikere kalder den nye opkøbsstrategi for 'ekstremt aggressiv', ikke mindst fordi Mærsk - i modsætning til tidligere tiders forsigtighed - køber op, selvom priserne er tårnhøje.
Det forventes, at det næste storindkøb vil ske indenfor havneterminal-området. Det Mærsk-ejede APM Terminals er i dag verdens tredje største havneoperatør. Og ifølge Stehpen Rammer er det oplagt, at Mærsk også her opkøber en af sine betydeligste konkurrenter, nemlig verdens fjerde største havneoperatør, britiske P&O Ports. Dermed vil Mærsk i betydelig grad styrke sin monopolstilling, også indenfor havnedrift.
A.P.Møller-Mærsk kommer med sit halvårsregnskab 25.august. Og der er næppe tvivl om, at aktionærerne har noget at glæde sig til.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


10. aug. 2005 - 00:00   03. sep. 2012 - 19:07

Indland