Regeringens Velfærdskommission vælger på en række punkter de mest pessimistiske beregningsforudsætninger. Det bidrager til at gøre de langsigtede udsigter betydeligt mere dystre, end de behøver at være

af Henrik Herløv Lund, økonom og medlem af Den Alternative Velfærdskommission
1. Ophævelse af efterlønnen og hævelse af pensionsalderen er ikke samfundsøkonomisk nødvendig.
Der er aktuelt i forbindelse med formandsskiftet i Socialdemokratiet blusset en debat op om efterløn og pensionsalder. Der er i denne forbindelse fremført tanker om på længere sigt at fjerne efterlønnen og hæve pensionsalderen - tanker der støtter sig på beregninger og forslag fra Regeringens Velfærdskommission. Men det er ikke samfundsøkonomisk nødvendigt hverken at fjerne efterlønnen eller hæve pensionsalderen. Velfærdskommissionens beregninger holder kort og godt ikke.
Velfærdskommissionen når som bekendt frem til, at der på grund af 'ældrebomben' fra 2001 til 2041 vil ske en stigning i de offentlige nettoudgifters andel af bruttonationalproduktet på op mod otte procent, hvilket vil medføre et hul på 60 milliarder kroner i statskassen i 2041. Lukningen af dette hul vil ifølge kommissionen kræve enten en stigning i bundskatterne på 8,5 procent eller besparelser i de offentlige udgifter på 3,7 procent eller at beskæftigelsen øges med 274.000.

Stor usikkerhed
Imidlertid er velfærdskommissionens fremskrivninger behæftet med betydelig usikkerhed. Reelt er der meget stor usikkerhed om, hvordan samfundsudviklingen vil forme sig så langt frem som til 2040.
Hertil kommer, at velfærdskommissionen på en række punkter gennem konsekvent valg af pessimistiske beregningsforudsætninger bidrager til at gøre de langsigtede udsigter betydeligt mere dystre, end de behøver at være.
Velfærdskommissionen kan for det første kritiseres for en for pessimistisk forudsætning om, at øget levetid kun vil medføre 'flere år på plejehjem', hvorved en levetidsforlængelse bliver meget dyr. Hvis levetiden stiger, sker det, fordi vi er raskere højere op i alderen.
For det andet kan Velfærdskommissionen kritiseres for at være for pessimistisk om, hvor stor en del af fremtidens pensioner, der fremover skal finansieres af det offentlige, idet der jo tværtimod gennem mange års overenskomstforhandlinger har været en tendens til at øge indbetalingerne til de arbejdsmarkedsaftalte pensionsordninger.
Og endelig kan velfærdskommissionen kritiseres for en for pessimistisk vurdering af stigningen i befolkningens uddannelsesniveau over de næste 40 år. Velfærdskommissionen medregner ikke uddannelse efter 30-årsalderen og undervurderer hermed arbejdsstyrkens størrelse, for jo højere uddannelsesniveau, jo større er tilbøjeligheden til at trække sig sent tilbage fra arbejdsmarkedet.
Renser man de økonomiske fremskrivninger for de mest pessimistiske af de forudsætninger, som velfærdskommissionen har indlagt, kan man reducere de fremtidige økonomiske problemer, med op til halvdelen af hvad kommissionen forventer .

Her er der penge
Den Alternative Velfærdskommission (DAV) har for restproblemet fremlagt følgende løsningsforslag:
Øget integration: Regeringens Velfærdskommission (RVK) forudsætter, at den lave erhvervsdeltagelse i 2002 blandt indvandrere er videreført frem til 2040. Det er også alt for pessimistisk. Med den voksende afgang fra arbejdsmarkedet på grund af pensionering efter 2015 vil der tværtimod være en betydelig stigende efterspørgsel efter arbejdskraft, hvilket - sammen med en styrket offentlig integrationsindsats - vil kunne skaffe betydelig flere indvandrere og deres efterkommere i beskæftigelse. Arbejdsstyrken vil hermed kunne øges med 30-60.000 personer frem til 2040.
Øget beskæftigelse: RVK regner heller ikke med større ændring i ledigheden eller i antal førtidspensionister, revalidenter og sygedagpengemodtagere med flere. Også her vil den øgede efterspørgsel efter arbejdskraft efter 2015 - sammen med en styrket offentlig arbejdsmarkedsindsats - skabe gunstigere muligheder for 'geninddragelse på arbejdsmarkedet'. DAV vurderer, at en samlet forøgelse af beskæftigelsen med 100.000 personer vil være mulig.
Forhøjelse af skatterne på selektive områder: Kapitalgevinster, boligbeskatning, formueskat samt afkast af pensionsopsparing. Det er områder i skattesystemet, der simpelthen råber på en højere beskatning, fordi systemet i dag giver anledning til skævvridninger i økonomien. Dette vurderes at kunne dække, hvad der måtte være tilbage af det af RVK opstillede finansieringsproblem i 2040.
En forringelse af velfærdsordningerne gennem afskaffelse af efterlønnen og gennem hævelse af pensionsalderen er altså på ingen måde nogen samfundsøkonomisk nødvendighed.

2. Ophævelse af efterlønnen og hævelse af pensionsalderen vil ikke løse, men tværtimod skabe velfærdsproblemer.
Fjernelse af efterlønnen og hævelse af pensionsalderen vil selvsagt være et generelt tab af velfærd for den del af befolkningen, som er 60 år respektive 65 år gammel.
Hertil vil en afskaffelse af efterlønnen og en hævelse af pensionsalderen navnlig ramme de dele af befolkningen, som har været udsat for særlig kraftig nedslidning på arbejdsmarkedet. Ifølge undersøgelser af LO og A-kassernes Samvirke vælger en betydelig del af de, som efterhånden går på efterløn at gøre det på grund af nedslidning. Hertil kommer, at efterløn for mange i den aldersgruppe er et alternativ til ufrivillig arbejdsløshed.

Flere bliver ledige
Det vil ikke løse problemerne med den tidlige tilbagetrækning at hæve tilbagetrækningsalderen gennem at afskaffe efterlønnen og slet ikke gennem at hæve pensionsalderen. En afvikling af efterlønnen vil tværtimod blot resultere i, at ældre søger andre velfærdsordninger ud af arbejdsmarkedet, såsom førtidspensionering, dagpengesystemet, kontanthjælp med videre.
Imidlertid er adgangen til førtidspension dels ganske restriktiv og dels påvirkes den også af kommunernes ulyst til at pådrage sig udgift til et større antal førtidspensionister. Det reelle alternativ for mange i denne gruppe vil derfor enten være at fortsætte et svært og belastet arbejdsliv eller også den usikre tilværelse på sygedagpenge eller på kontanthjælp.
Hertil kommer endelig, at indtil afvandringen fra arbejdsmarkedet sætter virkelig markant ind frem mod 2015, vil den forøgelse af arbejdsstyrken, som afskaffelse af efterlønnen og hævelse af pensionsalderen medfører, primært resultere i en forøgelse af ledigheden.
Ifølge beregningerne fra Regeringens Velfærdskommission forventes ledigheden indtil da ikke markant nedbragt. En forøgelse af arbejdsstyrken, som følge af afskaffelse af efterlønnen og/eller hævelse af pensionsalderen, vil dermed blot forøge den eksisterende ledighed.
Og en forøgelse af arbejdsstyrken kan opnås ved andre midler. Først og fremme kan det ske ved at gøre de eksisterende pensionsordninger (inklusiv efterlønnen) mere fleksible, med hensyn til hvor meget og hvornår man trække sig tilbage for eksempel ved at åbne op for delvis beskæftigelse under efterlønnen eller ved at muliggøre senere indtrædelse i folkepension og i den forbindelse opsparing af folkepensionsydelse.

3. Afslutning
Opsummerende kan altså siges, at der er ingen samfundsøkonomisk nødvendighed for at afskaffe efterlønnen eller hæve pensionsalderen.
Endvidere vil afskaffelse af efterlønnen og hævelse af pensionsalderen betyde et generelt velfærdstab for hele befolkningen og et særligt velfærdstab for de mange, hvor årsagen til den tidlige tilbagetrækning skal findes i nedslidning eller er det eneste alternativ til ufrivillig arbejdsløshed.
Endelig kan en betydelig del af den tilstræbte senere tilbagetrækning opnås gennem større fleksibilitet i både efterlønsordningen og folkepensionen, vedrørende hvornår og hvor meget man trækker sig tilbage.
Det kan derfor godt undre, når man ser den hast, hvormed en afskaffelse af efterlønnen nu søges presset igennem. Man får den mistanke, at det mindre drejer sig om befolkningens velfærd og mere om et uransageligt politisk spil med velfærden som spillebrik - en spillebrik, der kan ofres for at opnå momentære taktiske fordele i det politiske spil.