Fagbevægelsens Videncenter for Integration har gode erfaringer med uddannelser målrettet etniske minoriteter - øger engagementet på arbejdspladser og i fagforeninger.
Etnisk frontløberuddannelse.
Det er overskriften på den uddannelse målrettet etniske minoriteter i LO-fagforeningerne, som Fagbevægelsens Videncenter for Integration (FVI) har strikket sammen.
- Formålet med uddannelsen er at give deltagerne lyst til at gå mere engageret ind i det faglige arbejde på deres arbejdspladser, i lokalafdelingerne eller i fagbevægelsen generelt, siger Jamshid Gholamian fra Videncenteret til Arbejderen.
I løbet af uddannelsen præsenteres deltagerne for emner som faglige rettigheder og pligter, kommunikation, kulturforståelse og historie samt forhandlingsteknik.
- Der har allerede været gennemført to forløb af uddannelsen, dog ikke med Videncenteret som arrangør. Og forventningerne er til fulde blevet indfriet, mener Jamshid Gholamian.
Samlet har omkring 20 personer været igennem frontløberuddannelsen. Selvom kun få har direkte tillidsposter, så lyder tilbagemeldingerne på, at alle er meget aktive lokalt enten på arbejdspladsen eller i fagforeningen.
- Deltagerne siger, at uddannelsen har været en positiv oplevelse og at det har vækket deres faglige interesse, understreger Jamshid Gholamian.
Han har selv været med til at sammensætte indholdet i uddannelsen, der løber over 11 dage fordelt over tre moduler.
Deltagerne kommer fra forskellige forbund, hvilket Jamshid Gholamian betragter som en større fordel end ulempe. En af forklaringerne lyder, at de problemer, som de etniske grupper står med, går på tværs af forbundene. Det kan ses af, at frontløberne i løbet af uddannelsen lærer af hinandens erfaringer og danner netværk, som de kan bruge efter uddannelsen.
- Med uddannelsen i bagagen får de etniske medlemmer nemmere ved at træde frem og dermed markere fagbevægelsens mangfoldighed på alle niveauer både på arbejdspladser, i de lokale fagforeninger og på forbundsplan. Men det er ingen selvfølge. Skal den mangfoldighed fortsat have mulighed for at udvikle sig, så er der brug for frontløberuddannelsen og for støtte og opbakning til de etniske medlemmer i fagforeningerne, mener Jamshid Gholamian.
Den etniske frontløberuddannelse starter sit tredje forløb i uge 40. Og hvis det bliver, som de to foregående gange, så deltager der lige så mange etniske kvinder som mænd.
FVI
Fagbevægelsens Videncenter for Integration (FVI) blev besluttet på et hovedbestyrelsesmøde i LO den 15. oktober 2004.
FVI har blandt andet som mål:
- at bekæmpe diskrimination i det danske samfund og på arbejdspladserne direkte og indirekte.
- at øge beskæftigelsen blandt etniske minoriteter væsentligt.
- at gør etnisk ligestilling til en del af personalepolitikken på enhver arbejdsplads.
- at øge antallet af tillidsrepræsentanter med anden etnisk baggrund end dansk.
I LO-fagforeningerne er der 74.760 medlemmer med anden etnisk baggrund end dansk. Her af har FOA 11.454 etniske medlemmer, HK har 11.649 mens 3F har flest med 31.591 etniske medlemmer, svarende til 11,1 procent.
Kilde: www.fvi.dk
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278