10 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Motorveje boomer frem

Motorveje boomer frem

Onsdag, 17. august, 2005, 00:00:00

For øjeblikket er der gang i byggeriet af 150 kilometer motorveje over hele landet - imens snegler togene sig afsted på nedslidte spor

Mens togpendlerne hver dag lider under dårlige skinner, er byggeriet af nye motorveje for milliarder af kroner i fuld sving.
Togpendlerne fra Roskilde kan skæve fra deres rystende kupeer til den nye udvidelse af den lokale motorvej til Fløng, som Vejdirektoratet er i fuld gang med.
I Vestfyn er kapacitetsproblemerne så alvorlige, at sidste års skinnebrud førte til massive forsinkelser, som spredte sig til hele landet.
- Men hvad gør trafikministeren? Han foreslår en udbygning af motorvejen mellem Odense og Vejle, fortæller Arne Lund fra NOAH Trafik.
Han er træt af den seneste ophedede debat mellem regeringens trafikpolitikere, om hvorvidt det er Sjælland eller Jylland, der har flest motorveje.
- Der er jo allerede sat flere millioner af til motorvejsbyggeri på både Sjælland og i Jylland. Det er jo kun et spørgsmål om, hvem der får vejene først. Hele debatten er rent hyleri. Politikerne burde i stedet bruge tiden på en reel debat, om hvorvidt vi skal bygge vores trafikpolitik på offentlig transport eller privatbilisme, opfordrer Arne Lund.
For øjeblikket er der gang i 150 kilometer nybyggeri af motorveje og motortrafikveje over hele landet, påpeger NOAH. Herudover er yderligere 400 kilometer motorveje og motortrafikveje på tegnebrættet. I alt ventes de samlede udgifter at løbe op i cirka 15 milliarder kroner frem til år 2013.
Men når det gælder den offentlige trafik, er trafikministeren begyndt at stille spørgsmålstegn ved, om regeringen kan leve op til løftet om at nedbringe togskinnernes gennemsnitsalder med 0,8 år i 2009. Ministeren giver togforskinkelser og hastighedsnedsættelser skylden.
'Disse uforudsete infrastrukturproblemer kan få indflydelse på, hvorvidt målet om at reducere skinnenettets gennemsnitsalder i 2009 kan nås...', skriver ministeren i et svar til Folketinget.
- Det er jo ikke fordi trafikministeren ikke råder over midler til at udbygge jernbanen. Han har eksempelvis gemt syv til ti milliarder kroner i en æske, hvor der står Femer Bælt på. De penge skal naturligvis i cirkulation hurtigst muligt, så togtrafikken kan komme til at fungere optimalt, kræver Arne Lund.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


17. aug. 2005 - 00:00   03. sep. 2012 - 19:07

Indland