Drop tudefjæset - der er råd til at genoprette de udhulede overførselshindkomster og investere i uddannelse og velfærd, viser Enhedslisten i sit finanslovsudspil
Staten skal investere massivt - både med penge og med arbejdskraft - i uddannelse og velfærd, foreslår Enhedslisten i deres bud på finansloven for 2006, som partiets folketingsmedlemmer præsenterede i går.
Uddannelsessektoren skal rettes op med en investering på godt 13 milliarder kroner. Der skal ansættes 10 procent flere i sundheds- og plejesektoren, samt i landets daginstitutioner, og 50 procent flere, når det gælder den nedslidende rengøring. Ifølge beregninger foretaget af Enhedslistens skattepolitiske ordfører Frank Aaen koster det ingen penge, når man vejer det op mod udgifterne til dagpenge og administration af arbejdsløshedskøen.
Sidst, men ikke mindst skal der rettes op på mange års udhuling af overførselsindkomsterne.
Dem der taler om forringelser af efterløn, pension og andre velfærdsgoder som en 'nødvendig politik' for at bevare selvsamme velfærd, er nogle pessimistiske tudefjæs, siger Enhedslistens finansordfører Pernille Rosenkrantz-Theil.
-Der er tale om politiske prioriteringer. Det er i bund og grund det for eksempel en finanslov handler om: Hvad vil vi satse på, hvordan fordeler vi pengene mellem mennesker i dette her samfund, understreger Pernille Rosenkrantz-Theil.
Partiet vil bruge 5,4 milliarder kroner til at få kompenseret for den udhuling af pensioner, dagpenge med mere, der er sket over de seneste ti år. Det betyder afskaffelse af starthjælp og halve dagpenge, og at for eksempel, at dagpengesatsen til arbejdsløse forhøjes med 5460 kroner.
-Man har ladet de fattige i Danmark halte langt bagefter den almindelige udvikling. Så der er brug for en sådan genopretning, forklarer Enhedslistens socialpolitiske ordfører Line Barfod. Hun afviser hele tankegangen med, at kontanthjælp og dagpenge skal holdes så langt nede som muligt for at det skal kunne 'betale sig at arbejde'.
- Internationale undersøgelser viser, at jo fattigere man gør folk udenfor arbejdsmarkedet, jo sværere er det for dem at komme ind igen. Og så er det rent menneskeligt set fuldstændigt urimeligt, at vi lader folk leve i fattigdom i et af verdens rigeste lande.
Selvom det ifølge Pernille Rosenkrantz-Theil kan lade sig gøre at hæve både realindkomst, profit, antallet af ældre og velfærdsniveauet på én gang, går Enhedslisten dog efter en del af profitterne og de arbejdsfrie gevinster, for at finansiere partiets forslag til forbedringer på i alt godt 80 milliarder kroner.
Ved at fjerne alle fradrag for pensionsindbetalinger og til gengæld gøre udbetalingerne skattefrie, kan der hentes en umiddelbar ekstraindtægt til statskassen på 43 milliarder kroner. Andre 39 milliarder skal hentes gennem en øget beskatning af Nordsøolien, mens de multinationale skal af med tre milliarder kroner.
Af andre indtægtsgivende tiltag kan nævnes tilbagetrækningen af de danske tropper i Irak og Afghanistan. Og så vil Enhedslisten også skære i den danske bistand -til IMF og Verdensbanken.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278