01 Mar 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Elendighedstillæg til socialrådgivere

Elendighedstillæg til socialrådgivere

Onsdag, 24. august, 2005, 00:00:00

Ledige stillinger på de københavnske lokalcentre står ubesatte hen. Nu forsøger cheferne at forhindre yderligere personalemangel ved at lokke med en bonus på 10.000 kroner

Tre ansøgere i tre omgange til fem ledige stillinger.
Det er det sørgelige resultat i én af afdelingerne under Lokalcenter Ryvangen i København. Her har 15 ansatte i månedsvis arbejdet under et ulideligt arbejdspres på grund af manglende kolleger, og situationen ændrer sig kun langsomt til det bedre.
Nu forsøger cheferne på de københavnske lokalcentre at lokke de ansatte til at blive i deres stillinger og ikke rykke til andre kommuner, hvor løn og arbejdsforhold er bedre. Op til 10.000 kroner kan der falde af på den konto.
Men elendighedstillæg er ikke nok, mener Socialrådgiverforeningen.
- Det kan i en overgangsperiode såmænd være godt nok, i et forsøg på at fastholde det nuværende personale og forhindre yderligere personaleflugt. Men på sigt skal der helt andre initiativer til, hvis forholdene for vores medlemmer skal blive bedre, siger Laila Walther, formand for Region Øst i Dansk Socialrådgiverforening (DS) til Arbejderen.
I foråret lavede foreningen en undersøgelse af forholdene på lokalcentrene i hovedstaden. Den viste blandt andet, at der var mange ubesatte stillinger, mange sygemeldinger, et kæmpe efterslæb i forhold til at være opdateret på det aktuelle lovstof og synlige tegn på mangelfuld ledelse.
Undersøgelsen resulterede i, at der blev sat penge af til ekstra stillinger, men som det viser sig, tager det tid at få dem besat.
- Hvis ikke personalet begynder at se konkrete resultater snart, så frygter jeg, at endnu flere vil pakke sammen. Derfor er det ikke nok bare at opslå nye stillinger. Der skal også sikres løbende efter- og videreuddannelse og sættes ind på ledelsessiden. Endelig vil et løft på lønnen også være med til at gøre jobbet som socialrådgiver i København attraktivt, mener fagforenings-forkvinden.
Månedslønnen i hovedstaden ligger mindst 2.000 kroner under lønnen i de omkringliggende kommuner. Det til trods for, at de københavnske socialrådgivere har dobbelt så mange sager.
Forslaget om at give de københavnske socialrådgivere en lønforhøjelse, så de i det mindste kommer op på samme niveau som kollegerne i omegnskommunerne, er landet på bordet hos familie- og arbejdsborgmester Bo Asmus Kjeldgaard (SF). Stod det alene til ham, ville forslaget blive imødekommet.
- Socialrådgiverne skal generelt have højere løn for deres arbejde, for de er særligt hårdt pressede i København, udtaler han til DR København.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


24. aug. 2005 - 00:00   03. sep. 2012 - 19:07

Indland