I årtier har rederibranchen haft særstatus i EU. Rederne kan åbent indgå karteller og lave prisaftaler. Men nu er det måske ved at være slut
EU-Kommissionen har godkendt Møller-Mærsks opkøb af det store hollandske containerrederi, Royal P&O Nedlloyd. Men det skete ikke uden betingelser. EU frygter nemlig, at Mærsks monopol på containerfragt bliver for stort.
- Størsteparten af verdenshandlen transporteres til søs. Når verden største rederi styrker sin position på markedet ved at opkøbe sin tredje største konkurrent, må vi sikre os, at det ikke kommer til at gå ud over transportkunderne, sagde EU`s kommissær for det indre marked Charlie McCreevy i forbindelse med tilladelsen.
EU-Kommissionen kræver som betingelse for opkøbet to ting:
For det første skal Mærsk frasælge de fragtruter, som Nedlloyd har på transport mellem EU og Afrika. Ellers ville Mærsk nemlig komme til at sidde med over 50 procent af markedet på dén trafik.
Dertil kommer, at Mærsk skal trække sig ud af en række af de såkaldte konferencer, som rederiet deltager i. 'Konferencer' er en slags uofficielle kaffeklubber, kartelklubber, hvor rederierne kan aftale priser. Mærsk havde ellers set frem til, at rederiet med opkøbet af Nedlloyd kunne købe sig ind i en række nye 'konferencer'. Men det har EU-Kommissionen altså sat en stopper for.
Denne type kartelaftaler er under normale omstændigheder ulovlige i EU, fordi de sætter konkurrencen ud af kraft. Men lige netop rederibranchen har så stor indflydelse i EU via deres mægtige lobbynetværk, at de gennem 20 år har haft en særstatus.
Imidlertid ser det ud til , at EU-Kommissionen inden længe vil begynde at pille ved rederibranchens særlige privilegier. I oktober 2004 udgav EU-kommissionen således en hvidbog, som slår fast, rederiernes fritagelse fra konkurrencereglerne bør ophæves.
Kravene til A.P.Møller ses som et første varsel om, at EU vil fratage rederimonopolerne nogle af deres privilegier. Danmarks Rederiforening, som har adskillige lobbyister ansat i Bruxelles, forventer, at der vil komme et udspil fra EU om sagen inden udgangen af 2005.
EU har flere gange forsøgt at idømme rederierne - herunder Mærsk - bøder for karteldannelse. Men hver gang har EU-Domstolen underkendt bøderne.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278