01 Mar 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

TDC-opkøb vil betyde fyringer

TDC-opkøb vil betyde fyringer

Torsdag, 25. august, 2005, 00:00:00

Amerikanske kapitalfonde forbereder at købe TDC. Fondene vil gennemtvinge omfattende rationalisering og fyringer i den danske del, forudser finanseksperter.

I sidste uge kunne den amerikanske finansavis Wall Street Journal fortælle, at en række store internationale kapitalfonde er på vej til at opkøbe telefongiganten TDC.
Ifølge avisen skulle der være dannet to grupper af kapitalfonde, der hver især er klar til en budkrig for at få TDC. Den ene gruppe er bygget op omkring en af verdens allerstørste kapitalfonde, nemlig amerikanske Blackstone Group.
TDC`s markedsværdi var før rygterne om opkøb på 55 milliarder kroner. Men det forventes at kapitalfondene skal hoste op med mindst 85 milliarder kroner, for at få telegiganten.
Rygtet om et opkøb blev yderligere bekræftet, da TDC - helt mod sædvane - valgte at udsende en pressemeddelelse, som netop ikke dementerede rygtet.
Finanseksperter har længe forudsagt, at kapitalfonde ville prøve at få kløerne i TDC, ligesom det er sket med ISS, Post Danmark, ingrediensfabrikken Chr.Hansen, Ferrosan, og en lang række andre.
Kapitalfondene er kendt for, at de opkøber virksomheder, klemmer så meget værdi ud af dem som muligt, hvorefter de sælges igen efter tre-syv år. Værdien trækkes ud af virksomheden, via rationaliseringer, frasalg af de mest profitable dele af forretningen, samt en massiv gældsoptagelse.
TDC skulle ifølge eksperter være en særlig lækkerbisken for kapitalfondene. Ikke mindst fordi TDC har en meget stor omsætning, og det giver mulighed for, at der kan optages betydelig gæld.
Rygterne om, at kapitalfonde er ved at opkøbe TDC, er rigtig dårlig nyt for de ansatte i TDC. Ifølge Børsen vil rationalisering af TDC nemlig betyde, at der skal skrælles mellem 5000 og 10.000 stillinger af den danske del af koncernen.
- Det kan ikke klares uden fyringsrunder, lyder det tørt fra Rune Møller, der er økonom i Jyske Bank.
Kapitalfondene kræver normalt, at afkastet skrues gevaldigt op i de virksomheder, de opkøber.
Også de investorer, der ejer TDC-obligationer har grund til nervøse trækninger. For hvis kapitalfondene opkøber TDC, vil det ske ved et såkaldt lånefinansieret opkøb. Hvor gælden i dag er omkring 20 procent i koncernen, vil den efter overtagelsen ligge på godt 50 procent. Dermed taber TDC-obligationerne værdi, fordi de bliver presset længere ned ad kreditorlisten og er i større risiko for at miste penge.
TDC udspringer af det statslige Tele Danmark, som i 1997 blev privatiseret. 42 procent af aktierne blev dengang solgt til amerikanske Ameritech, men siden har det amerikanske selskab trukket sig helt ud af TDC igen, der nu er dansk kontrolleret.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


25. aug. 2005 - 00:00   03. sep. 2012 - 19:07

Indland