I går morges var der aktion i Københavns Lufthavn. For anden gang var vogmandsfirmaet Kim Johansen International i Aktionsgruppens søgelys
I går morges kom der ingen lastbiler hverken ud eller ind ved SAS Cargo i Københavns Lufthavn.
- Vi ville fortælle SAS Cargo, at vi ikke vil finde os i, at de benytter vognmænd, der ikke aflønner deres chauffører efter danske regler og overenskomster. Fra klokken 6 til cirka 10.00 forhindrede vi tre biler i at forlade SAS Cargo og seks i at komme ind. Der var en dansk og en svensk chauffør i bilerne, mens resten var østeuropæere, fortæller Carsten Nielsen, koordinator i den aktionsgruppe, der med en fysisk blokade satte handling bag ordene om, at de vil løndumping på det danske arbejdsmarked til livs.
Aktionsgruppen har valgt at rette opmærksomheden mod vognmandsfirmaet Kim Johansen International. Firmaet har næsten 500 ansatte, hvoraf mere end 100 er ansat i et estisk vognmandsfirma Addi.
- Kim Johansen er én af de største her i lufthavnen, derfor er vi faldet over ham og chaufførbranchen. Men der er også problemer i andre faggrupper, siger Carsten Nielsen til Arbejderen.
En østeuropæisk chauffør får typisk 1500 euro om måneden, svarende til omkring 11.000 kroner.
- Men mens en dansk chauffør for den dobbelte løn har en ugentlig arbejdstid på 37 timer, så arbejder de østeuropæiske chauffører nemt både 50 og 60 timer om ugen, bemærker Carsten Nielsen.
Mandagens aktion fik ledelsen i SAS Cargo på banen. Aktionsgruppen fik forklaret problemstillingen med de underbetalte chauffører og ledelsen lovede at tage det op på et møde senere i denne uge.
- Det lød som om, de godt kunne forstå os. Nu må vi se. Vi har da tænkt os at følge op på deres møde. Vi har gjort det klart, at hvis ikke der sker en ændring, så Lufthavnen bruger arbejdskraft aflønnet på danske vilkår, så står vi her snart igen, understreger Carsten Nielsen.
Som sagt har aktionsgruppen, der i går samlede mellem 25 mand til blokaden mod SAS Cargo og Vognmand Kim Johansen, også øje på andre faggrupper i Lufthavnen.
Det gælder den aktuelle konflikt ved Gate Gourmet i London. De ansatte i Københavns Lufthavn har udtrykt solidaritet med de 150 bortviste cateringansatte i Londons lufthavn Heathrow og lovet ikke at udføre konfliktramt arbejde.
Når det kommer til udmøntningen af den beslutning, så kniber det efter Carsten Nielsens oplysninger i nogle af firmaerne i Lufthavnen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278