Finanslovens beskæringer i pensionisters boligydelse og børnefamiliers boligsikring er løftebrud af dimensioner, siger Danmarks Lejerforeninger og Ældremobiliseringen
Statsminister Anders Fogh Rasmussen er i fuld gang med at bryde sit valgløfte om ikke at forringe forholdene for lejerne.
Det mener Danmarks Lejerforeninger, som derfor tager skarpt afstand fra regeringens finanslovsforslag.
I finanslovsforslaget indgår nemlig nedsættelse af boligydelsen for de kommende pensionister, og for pensionister der flytter til en (anden) lejebolig.
De børnefamilier, der ikke har råd til egen bolig, og har så lav indkomst at de får boligsikring, er et andet offer for Foghs løftebrud, pointerer Danmarks Lejerforeninger.
Det får nemlig beskåret boligsikringen, ved at regeringen vil ændre i loven, så hjemmeboende børn mellem 18 og 23 år ikke længere tælles med i beregningen.
Organisationen peger blandet andet på det uantagelige i, at de forældre, der ikke har råd til at købe en ejerlejlighed til deres børn, skal straffes endnu en gang ved at skulle betale mere i husleje, mens de forældre, der har råd til at købe en bolig til deres børn, scorer gevinsten ved værditilvæksten, som oven i købet er blevet gjort skattefri af regeringen.
'Det er et fuldkommen skævt finanslovsforslag, der straffer lejer-befolkningen ved at skære i boligstøtte og boligydelse, samtidig med at ejerne overforkæles,' siger Danmarks Lejerforeninger i en udtalelse fra deres seneste hovedbestyrelsesmøde.
Fastholder regeringen forslaget, vil det en gang for alle dokumentere, at partierne bag regeringen reelt ønsker at skabe et yderligere klassedelt Danmark, hedder det i udtalelsen.
Danmarks Lejerforeninger er ikke ene om kritikken. Danmarks største ældreorganisation, Ældremobiliseringen, peger på at nedskæringen i boligydelsen især vil ramme de pensionister, der har den dårligste økonomi.
Det skyldes at boligydelsen blandt andet beregnes ud fra husstandens samlede indtægt og formue. Derfor vil besparelsen især ramme pensionister, der i forvejen har få penge at leve for, ofte kun en folkepension.
I praksis vil mange folkepensionister miste op til 3.750 kr. om året i boligydelse, anfører Ældremobiliseringens formand, Knud Kingo Christensen.
- Jeg finder det meget, meget beklageligt at ændre på vilkårene for de fattigste ældre, det drejer sig specielt om pensionister, som bor i lejebolig. Det er dér, det gør mest ondt, og forslaget er en social uretfærdighed, siger Knud Kingo Christensen.
Når besparelsen på boligydelsen slår fuldt igennem i 2009 vil den udgøre 116 millioner kroner årligt, altså en stor andel af den halve milliard over de næste fire år. som regeringen har stillet de ældre i udsigt.
Ældremobiliseringen blev stiftet i 1992 som et samarbejde mellem fem ældreorganisationer, der tilsammen repræsenterer omkring 1200 foreninger med flere end 450.000 medlemmer.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278